Dansk børnetøjsfirma i logo-krig
En uskyldigt elsdyr er blevet centrum for en bitter strid mellem det danske børnetøjsfirma Urban Elk og den amerikanske tøjgigant Abercrombie & Fitch.
Begge firmaer har en animeret elg som figur. Det har fået detailkæmpen sat advokater på sagen, der har klaget til Patent- og Varemærkestyrelsen.
I klagen fra Abercrombie & Fitch står der blandt andet, at begge elge “står med hovedet mod venstre og i øvrigt har de samme karakteristiske træk, såsom form på bugen og bagbenene.”
Intet at komme efter
Patent- og Varemærkestyrelsen har gennemført en anatomisk sammenligning af de to elge. Styrelsen siger i en afgørelse, at der intet er at komme efter:
- Hvor indsigers mærke fremtræder mere naturalistisk i sit udtryk, er det angrebne mærke stærkt karikeret med to opadstående, skeformede gevirer, en overproportioneret, hængende mule, to cirkelrunde og nærmest stirrende øjne, en buttet krop og fire korte, buttede ben, lyder det i afgørelsen fra Patent- og Varemærkestyrelsen.
Abercrombie & Fitch appellerede efterfølge kendelsen til Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Men det endte også med en afvisning. Ankenævnet slår fast, at ” de korresponderende træk mellem de to varemærker opstår udelukkende, fordi at der er tale om samme motiv”.