Irma.dk udvider i Aarhus
Irma udvider nu sin onlineforretning i Aarhus. Irma undersøger desuden løbende muligheden for at forbedre deres leveringsgrad i andre dele af Jylland.
Nu kan man få leveret hele Irma.dks sortiment af kvalitetsvarer tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i to tidsintervaller – enten mellem 8 og 12 eller mellem 12 og 16 – samt lørdag mellem 8 og 16.
- Vi kan se, at der er mange forbrugere i Aarhus, der blev glade for vores varer, da vi havde butikker i byen. De benytter i stigende omfang muligheden for at bestille varerne over nettet, og derfor forbedrer vi nu vores service i Aarhus og udvider antallet af leveringer, siger kommerciel direktør, Jesper Wacherhausen, Irma.dk i en meddelelse.
Irma.dk, der er Coops nethandel med fødevarer, er inde i en kraftig vækst med en stigning i salget på cirka 80 procent i år. Målet er, at denne vækst skal fortsætte de kommende år, og det skal blandt komme gennem udvidelse af områder, man leverer til over hele Danmark.
- Vi er glade for, at kunderne i Aarhus har taget godt imod vores nye tiltag, og vi undersøger løbende muligheden for at forbedre vores leveringsgrad også i andre dele af Jylland, siger Jesper Wacherhausen.