Hedegaard Foods sælger flere æg
Forbrugerne køber i stigende grad friske skalæg, og det kan mærkes hos Hedegaard Foods, der i 2013 har opnået større markedsandel i Norden.
Årligt håndterer virksomheden fra Hadsund mere end 1 milliard æg i Danmark og Sverige, er i dag en af de førende i Norden indenfor friske skalæg samt en række kogte og pasteuriserede ægprodukter. Denne position blev konsolideret i 2013:
- Vi er meget tilfredse med, at vi formåede at konsolidere vores position i Norden i 2013. Det lykkedes trods hård konkurrence og vigende marginaler, hvor blandt andet ændret indkøbsadfærd, overskudsæg i markedet samt en endnu ikke påbegyndt strukturrationalisering blandt svenske ægpakkerier har påvirket resultatet, siger administrerende direktør Ivan Noes Jørgensen og fortsætter:
- I et sådant marked er det vigtigt at have fokus på den daglige drift og omkostningsreduceringer, og i 2013 blev der investeret over 50 mio. kr. til at styrke dette. Vi er derfor godt på vej til at realisere målet om, at blive Nordens mest effektive ægpakkeri-koncern, siger han
I Danmark har løbende fokus på omkostninger ført til en reduktion af enhedsomkostningerne på 4,3 % fra 2012 til 2013. Siden 2010 er enhedsomkostningerne reduceret med 20,3 %. I Sverige blev alle svenske aktiviteter i 2013 samlet på Hedegaard Foods fabrik i Skara, hvor faciliteterne blev udbygget og Sveriges største pakkemaskine blev installeret i september måned. Det skal være med til at nedbringe omkostningerne i Sverige.
Skalæg som superfood
Forbruget af skalæg steg 2-3 % i både Danmark og Sverige i 2013, og Hedegaard Foods' salg til detailhandlen steg i Danmark med 8,8 % og i Sverige med 3,7 %. Sammen med reduktion af omkostninger i koncernen vil denne positive udvikling blandt andet være med til at danne grobund for koncernens fremtidige succes.
- Vi kan med tilfredshed konstatere at det er 10. år i træk, at forbruget af friske skalæg øges. Det skyldes først og fremmest en løbende holdningsændring til æggets ernæringsmæssige værdier samt et øget fokus på æggets funktionelle egenskaber i bagning og madlavning. At æg i højere grad anerkendes som ernæringsmæssig superfood vil kun være med til at bidrage til organisk vækst i branchen, sider Ivan Noes Jørgensen.
Bestyrelsesformand i Hedegaard Foods, Christian Junker, ser også positivt på de fremtidige muligheder for virksomheden:
- Hedegaard Foods koncernen har et stort potentiale. Fokus i 2014 vil være på at nå det rette omkostningsniveau og styrke markedspositionerne i Danmark og Sverige mest muligt. På lidt længere sigt skal dette være udgangspunktet for en ekspansionsstrategi, hvor fokus vil blive rettet mod passende akkvisitioner rundt om Østersøen, siger Christian Junker.
Hoved- og nøgletal
Beløb i mio. kr. | Nettoomsætning | Årets resultat før skat | Antal medarebejdere |
2013 | 939 | 25,4 | 189 |
2012 | 933 | 28,0 | 194 |