23948sdkhjf

Harboes presses fortsat på prisen

Harboes er også i tredje kvartal kommet ud med underskud, men investeringer i Harboe Ingrediens skal på længere sigt bidrage til at vende udviklingen.
Harboes Bryggeri har netop offentliggjort regnskab for tredje kvartal. I denne periode steg nettoomsætningen med 4,7 procent til 1.068,0 millioner kroner mens resultatet af primær drift i perioden endte med et underskud på 4,5 millioner kroner, hvilket er 2 millioner kroner dårligere end den tilsvarende periode sidste år. Også resultatet både før og efter skat endte i rødt. Før skat blev resultatet for tredje kvartal et underskud på 6,4 millioner kroner (-3,6 ) og efter skat blev det til et underskud på 4,8 millioner kroner (-3,0).

For hele perioden ender bryggeriets resultat af primær drift på 14,3 millioner kroner (22,7), mens koncernresultatet før og efter skat er henholdsvis 9,7 millioner kroner (20,2) og 7,0 millioner kroner (14,3).

- Vi oplevede en positiv udvikling i årets første tre kvartaler med stigende omsætning, som især var drevet af vores internationale aktiviteter uden for Nordeuropa. I Harboe Nordic, som fortsat udgør et betydelig del af vores forretning, fastholder vi vores position i den intensive konkurrence, men indtjeningen udfordres af et fortsat massivt pres på priserne. Det ligger os meget på sinde ikke at gå på kompromis med kvaliteten af vores produkter, som er helt afgørende for kundeoplevelsen og den overordnede positionering af vores varemærker. I erkendelse af de begrænsede muligheder vi har for at øge indtjeningsmarginerne i denne del af forretningen, arbejder vi derfor målrettet videre med den strategiske udvikling af vores øvrige aktiviteter, siger adm. direktør Bernhard Griese i en kommentar til delårsrapporten.

I perioden har koncernen gennemført investeringer for 19,4 millioner kroner.

- Vi har fortsat opbygningen af den internationale infrastruktur og salgsorganisation, som skal drive den fortsatte vækst i Harboe International. I Harboe Ingredients fortsætter vi udbygningen af den strategiske platform, der skal understøtte afsætningen af vores maltbaserede ingredienser i tæt samarbejde med kunder og samarbejdspartnere. Vi har positive forventninger til disse aktiviteter, som begge er rettet mod vækstmarkeder og -segmenter. Men investeringerne og den forholdsvis lange indtrængningstid betyder, at effekten heraf kun gradvist vil kunne læses i vores regnskaber, supplerer Bernhard Griese.

Forventningerne fra bryggerikoncernen er fortsat en positiv udvikling i koncernens omsætning og at årsresultatet for 2012/13 bliver bedre end året før.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089