Elgiganten: Tabletten er den nye kogebog
Seks ud af ti danskere finder helst opskrifterne på nettet når de laver mad i køkkenet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov.
I en ny spørgeundersøgelse svarer 62 procent, at de oftest finder opskrifter på nettet når de laver mad i køkkenet. Kun 27 procent foretrækker kogebøger. Blandt personer i alderen 18-34 år vælger 70 procent skærm frem for papir, viser undersøgelsen som YouGov har lavet for Elgiganten.
– Undersøgelsen bekræfter det, som vi selv gik og fornemmede. På nettet eller i apps finder man opskrifterne hurtigt, og tabletten ligger aldrig langt væk. Folk vil prøve nye retter, som de ser i madprogrammer på TV, og så nytter det sjældent at lede i gamle kogebøger efter den rigtige opskrift, siger køkkenansvarlig Jenny Nordendahl i Elgiganten.
Karolines Køkken: Danskerne finder opskrifter på nettet
Også hos Arla, der under navnet Karolines Køkken, driver en af Danmarks største sites med opskrifter, er meldingen klar. Danskerne er blevet særdeles glade for at finde opskrifter på nettet og især fra mobile enheder som tablet og smartphone.
- Vi ser en stærkt stigende tendens til at opskrifterne fra Karolines Køkken bliver fundet via mobile enheder, ikke mindst efter kl. 16, hvor besøg fra tablets er helt oppe på 45 %. Tendensen skyldes selvfølgelig, at tablets bliver mere og mere almindelige, men vi tror også, at mange forbrugere oplever, at tabletten er virkelig praktisk at have med i køkkenet samtidig med, at man laver mad, siger Rikke Mandsholm, Public Relations Manager i Arla.
Hun fortæller, at Arla netop på grund af den stigende interesse for at finde opskrifter på tablet, også har besluttet at gøre siden med opskrifter endnu bedre til tablets og smartphones indenfor de næste par måneder.
Masser af tablet-udstyr til køkkenet
Når så godt som alle har en tablet i dag – og mange altså bruger dem som digitale kogebøger – så ønsker køkkenproducenterne også i stigende grad at tilpasse sig for brug af dem i madlavningen. Køkkenet, som Elgiganten sælger, har for eksempel søjler med strømudtag på bordet.
– Løsninger som holder tabletten i ansigtshøjde i køkkenet er på fuld fart frem. Holderne kommer med tilhørende pen, som gør at man slipper for at smudse skærmen til. Jeg er overbevist om at den slags udstyr kommer til at sælge som varmt brød i fremtiden, spår køkkenansvarlig Jenny Nordendahl i Elgiganten.