Coop i nyt laktosefrit samarbejde
Et boom i forbruget af laktosefri produkter får nu Valio til at lancere dele af sit laktosefrie sortiment på det danske marked i samarbejde med Coop.
- Coop har i de senere år oplevet en stigende efterspørgsel på laktosefri produkter. For at sikre vores kunder de bedste og mest innovative produkter har Coop indgået samarbejde med Valio, som er en af verdens førende producenter. Vi forventer, at et bredt sortiment af laktosefri produkter af højeste kvalitet fra Valio vil gøre det lidt nemmere for de af vores kunder, som efterspørger laktosefri produkter, siger Samir Hadzimahovic, Kategorichef Mejeri, fedtstoffer og æg, Coop Danmark.
Valio var den første til at lancere laktosefrie mejeriprodukter og har forsket i udviklingen af disse produkter i mere end 30 år. Valio har bl.a. udviklet en banebrydende metode til at fjerne laktosen i mælken, og det er takket være denne unikke metode, at Valios produkter bevarer deres naturlige smag.
– Vi er stolte over og glade for at kunne tilbyde de danske forbrugere vores velsmagende, laktosefrie produkter. Takket være Valios laktosefrie produkter er der ikke længere nogen grund til at give afkald på god mad. Da vores produkter smager som almindelige mejeriprodukter, er det let at lave mad, som alle kan lide. Vi har set en efterspørgsel fra vores danske kunder, og det er en glæde nu at kunne imødekomme den, siger Claes Enander, salgsdirektør hos Valio i Danmark og Sverige.