23948sdkhjf

Slut med at shoppe pantfri sodavand fra sofaen

Miljøstyrelsen fastslår, at hjemmesider omgår pantsystemet, når de sælger dåser til danskerne uden pant.
Med slogans som "slip for turen til grænsen" har net-butikker reklameret for, at man hjemme fra sofaen kan købe øl- og sodavandsdåser i Tyskland og få dem sendt til døren uden at betale pant, når bare forbrugeren bruger en selvstændig fragtmand. Men det er i strid med både Miljøbeskyttelsesloven og Pantbekendtgørelsen, har Miljøstyrelsen netop fastslået.

- Danmark skal ikke oversvømmes af pantfri dåser fra Tyskland. For vi ved, at alt for mange dåser ender i vores natur eller i skraldespanden, når der ikke er pant på. Det er skidt for miljøet, for dåser kan tage mange generationer om at blive nedbrudt i naturen, og det er et kæmpe spild af ressourcer, når dåserne ender på forbrændingen i stedet for at blive genanvendt. Derfor er jeg meget glad for, at Miljøstyrelsen tager hånd om problemet, siger miljøminister Ida Auken.

Pant virker
Fortolkningen rammer de virksomheder, der spekulerer i at omgå pantsystemet. De skal tilmelde sig, så dåser fremover bliver pantmærkede, før de sendes til Danmark. På den måde kan det betale sig for forbrugerne at aflevere dåserne til genanvendelse - og det virker.

- Godt 8 ud af 10 pantmærkede dåser bliver afleveret. Vi har et unikt velfungerende pantsystem i Danmark, og det skal vi blive ved med. Derfor er det dybt problematisk, når nogle virksomheder undergraver det ved at spekulere i at omgå de danske pantregler, siger miljøminister Ida Auken.

Miljøstyrelsen skriver i dag til virksomheden bag hjemmesiden netpris.dk om fortolkningen af reglerne. Miljøstyrelsen vil også kontakte andre virksomheder, der på denne måde forsøger at omgå pantsystemet med nethandel af drikkevarer fra udlandet.

Virksomheden bag netpris.dk har to uger til at kommentere udkast til indskærpelse.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079