23948sdkhjf

Brancheforening: Vi kæmper for kanelsneglen

Brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark protesterer mod et EU-direktiv, der vil regulere kanel i bagværk.
Et EU-direktiv regulerer mængden af kumarin i europæernes kost. Kumarin er det naturlige aroma- og smagsstof i kanel og er dermed hyppigt anvendt i bagerhvervet. Men da der er forskellige grænseværdier for indholdet af kumarin, hvad enten der er tale om traditionelt og sæsonbetonet bagværk eller almindeligt ”fint bagværk, kan direktivet få den konsekvens, at kanelsneglen som vi kender den, er i fare. Det skriver brancheforeningen Danske Bagere og Konditormestre (BKD) på sin hjemmeside.

Ifølge brancheforeningen mener den danske fødevarestyrelse ikke, at produkter som kanelsnegle og kanelstænger kan betragtes som traditionelt dansk bagværk. Af den grund skal disse produkter overholde en lav grænseværdi på 15 mg. pr. kilo. Julesmåkagen må derimod indeholde 50 mg. pr. kilo, altså næsten fire gange så meget.

- Hos BKD har vi meget svært ved at forstå, hvad der gør, at Fødevarestyrelsen vælger at sige, at kanelsnegle og lignende ikke er del af det traditionelle danske bagværk. Hos vores naboer i Sverige har man en helt anden opfattelse og lader kanelboller og –gifler være en del af det traditionelle bagværk. Men i Danmark mener man noget helt andet, siger BKDs formand Hardy Christensen.

Sammen med Dansk Industri Fødevarer har BKD protesteret over Fødevarestyrelsens fortolkning, men indtil videre uden held.

Slut med smag af kanel
BKD har lavet en stikprøvekontrol hos nogle af sine medlemmer for at se, hvor meget kanel og dermed kumarin, der er i kanelsnegle og lignende. Og her ligger produkterne i den høje ende af skalaen.

- Vi må erkende, at for at få en kanelsnegl eller -stang til at smage af kanel, så er man nødt til at bruge mere end de meget små mængder, der er angivet i mærkningsvejledningen for finere bagværk, og så kan det simpelthen være slut med kanelsneglen som vi kender den, siger Hardy Christensen.

Hverken han eller Dansk Industri Fødevarer har dog opgivet al håb om at få ændret Fødevarestyrelses holdning til kumarin og traditionelt bagværk.

Hvad er kumarin?
Kanel indeholder kumarin, der er et naturligt aromastof, men samtidig et giftstof der er skadeligt for leveren. Der skelnes primært mellem to typer kanel, hhv. kassiakanel og ægte kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel (også kaldet Ceylon kanel), der kun indeholder meget lidt kumarin. Derfor bør kassiakanel indtages i begrænsede mængder. Moderate mængder af kumarin i kanel anses ikke som sundhedsskadeligt, men det er sundhedsskadeligt for forbrugere at spise store mængder af kassiakanel, som en del af deres faste hverdagskost. Kumarin kan give skader på leveren. Det varierer, hvordan folk reagerer på kumarin. Mindre skader på leveren mærker man som hovedregel ikke, og eventuelle skader kan forsvinde igen, hvis man holder op med at indtage for meget kumarin (kilde: BKD).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083