23948sdkhjf

Butikssalget steg tre måneder i træk: Dagligvarer driver vækst

Salget i detailbutikkerne er nu vokset tre måneder i træk. Økonomer tror, at tendensen vil fortsætte

Detailhandlen steg med 0,8 procent fra januar til februar, når man korrigerer for inflation og sæson.

Det er tredje måned i træk, at danskernes forbrug i butikkerne vokser, og det er særligt dagligvarer, der driver fremgangen, skriver Danmarks Statistik.

Der er tale om den største månedlige stigning i et år, og detailsalget er nu på det højeste niveau siden marts 2022.

Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank, noterer sig, at fremgangen i forbruget er sket, samtidig med at Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator har retning nedad.

- Det understreger, at det navnlig er dansk økonomi og usikkerhed om verdensordenen, der driver mismodet hos danskerne, snarere end en forværring af tilstanden i deres egen økonomi.

- Danskernes privatøkonomi understøttes fortsat af reallønsfremgang, stigende beskæftigelse, lavere renter og et boligmarked i fremgang, siger hun.

I Arbejdernes Landsbank tror cheføkonom Jeppe Juul Borre derfor også på endnu mere fremgang for detailhandlen de kommende måneder.

Ikke mindst takket være beskæftigelsen, der bare fortsætter med at stige.

- Arbejdsmarkedet præsterer bundsolidt og slår den ene beskæftigelsesrekord efter den anden.

- I januar steg beskæftigelsen med 5.500 personer, som kommer i forlængelse af 34.000 flere personer i arbejde i 2024, konstaterer han.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Detail.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093