Præsidenters skænderi satte skub i salg af "prepper"-varer

Det spektakulære skænderi i Det Hvide Hus mellem den amerikanske præsident Donald Trump og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj fredag den 28. februar skabte overskrifter, men også større utryghed i Europa.
Og det tyder på, at det i igen mindede danskerne om regeringen og Beredskabsstyrelsens anbefalinger om at have nødberedskab i hjemmet til tre dage og fylde op.
Hos online-supermarkedet Nemlig.com mærkede man i hvert fald "en mindre stigning" i salget af "prepper"-varer, såsom vand, batterier og konserves, i weekenden efter skænderiet. Nemlig.com sælger også hele beredskabspakker, hvor mange af de ting, der anbefales af myndighederne at have på lager, indgår.
Cathrina Dybdahl, ESG- og kommunikationsdirektør i Nemlig.com, fortæller i en mail til RetailNews, at stigningen kan isoleres fra online-supermarkedets generelle stigning i salg til ca. 10 pct. Men hun påpeger også, at stigningen allerede var aftaget igen weekenden efter.
Men selvom stigningen umiddelbart var beskeden, påpeger hun, at lagerne hos Nemlig.com er fyldt godt op med beredskabsvarer:
"Vi følger, ligesom mange andre, den internationale situation meget tæt. Vi har et samfundsansvar i at være forudseende og have nok på lager af de varer, som vi som danskere anbefales at have liggende fast i hjemmet. Det ansvar tager vi alvorligt, og vi laver løbende justeringer i vores lagerbeholdning, så der er nok til alle - også når vi ser udsving i efterspørgslen."
I modsætning til Nemlig.com har Rema 1000 ikke mærket en stigning i salget af prepper-varer efter skænderiet. Det skriver deres kommunikationsafdeling i en mail til RetailNews.
RetailNews har også spurgt Dagrofa, Salling Group, Lidl og Coop, om de har oplevet en stigning i salget af prepper-varer efter skænderiet. De er ikke vendt tilbage inden deadline.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.