23948sdkhjf

Tilbud skabte trafikkaos: Direktør vil evaluere konceptet

Det var første gang, at ABC Lavpris havde konceptet "Crazy Friday," der indebar mange gode tilbud. Det blev noget mere vildt, end kæden selv havde forventet 

Det skabte overskrifter i flere medier fredag i sidste uge, da ABC Lavpris' gode tilbud skabte trafikkaos i Randers. Kæden havde nemlig sat prisen så langt ned på nogle varer, at det fik folk til at valfarte til kædens  butikker. For selvom det umiddelbart kun var i Randers, at der ligefrem var trafikkaos, var der meget travlt i alle kædens butikker. 

Noget mere travlt, end kæden selv havde forventet. 

- Det blev noget vildere, end vi lige regnede med. Det fortæller Nikolaj Spicker, adm. direktør i ABC Lavpris, til RetailNews. 

De gode tilbud gjaldt fredag, og gik i ABC Lavpris' tilbudsavis under navnet "Crazy Friday." Det er et helt nyt koncept hos kæden. "Crazy Friday" er blevet til, fordi ABC Lavpris gerne vil understøtte kædens lavpris-profil med nogle gode tilbud, oplyser direktøren. 

Tilbuddene, som kun gjaldt den ene dag, lød bl.a. på Buko Krydderost til 5 kr., Mokai og Cult Shaker til 5 kr. og bland-selv-slik til 6,98 kr. pr. 100 gram. Og selvom kæden ikke havde gjort mere ud af markedsføringen end vanligt med tilbudsavis,  Facebook-opslag og lokale radioreklamer, var de altså nået ud til rigtig mange mennesker.  

- Det var generelt set en stor dag, siger direktøren, som påpeger, at der blev købt rigtig mange kampagnevarer, men at der også var godt salg i de resterende varer. 

Tid til at evaluere

Hvorvidt konceptet kommer til at gentage sig og i hvilken form, må tiden vise. Nikolaj Spicker, der har været adm. direktør i ABC Lavpris siden årsskiftet, fortæller nemlig, at det nu er tid til at evaluere: 

- Når man sætter nye initiativer i gang er ens fornemmeste opgave at evaluere. Derfor har vi en intern evaluering på bagkant af, hvad vi skal lære af det og gøre fremadrettet, fortæller han og fortsætter: 

- Vi skal finde et niveau, hvor vi ikke lukker hele Randers ned med trafikkaos. For det er hverken borgerne, kunderne eller butikkerne tjent med. Vi lever af den gode indkøbsoplevelse, og den skal vi også levere, selvom vi gerne vil levere billige varer, siger han. 

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063