Netto-chef sætter tal på forventede butiksåbninger i 2025
Vækstambitionerne hos Salling Group er tårnhøje, og det gælder også for Netto og kædechef Braw Bakir.
I et interview med Finans løfter han sløret for opskriften, der skal sikre discountkæden fremadrettet:
Antallet af butikker skal vokse.
Kæden har i dag godt 570 butikker, og antallet skal gerne krydse den runde milepæl på 600 butikker i 2025, lyder det.
Netto har overtaget en række tidligere Aldi-butikker, mens Salling Group fortsat arbejder på at overtage en række butikker fra Coop. Hvis den aftale godkendes, forventer Braw Bakir, at Netto kommer op på 600 butikker i 2025.
Vækstambitionerne i Salling Group, betyder i følge den seneste strategiudmelding, at koncernen samlet skal omsætte for 100 mia. kr. årligt.
- Det skal vi jo selvfølgelig i Netto Danmark bidrage til at opnå. Og man kan jo i dette marked åbne nye butikker ved at købe sig til dem, men jeg ser desuden stort potentiale i at udvikle kerneforretningen. Selv vores butikker kan fortsat blive mere effektive. Vi kan sælge meget mere i de enkelte butikker, som vi allerede har, siger Braw Bakir til Finans.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.