Domstol siger nej til at betegne Birkenstock-sandal som kunstværk

Med såler af kork og brede spænder er Birkenstocks sandaler et populært valg af fodtøj i sommermånederne.
Men de kan ikke betegnes som kunst.
Det har Tysklands højeste domstol for civile sager slået fast torsdag, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Virksomheden bag Birkenstock havde forsøgt at få fodtøjet klassificeret som kunst. På den måde ville man opnå en stærk ophavsretlig beskyttelse og dermed bedre kunne stoppe konkurrenter fra at sælge lignende produkter.
Det gælder ifølge nyhedsbureauet AFP især tre forhandlere: tyske Tchibo og shoe.com samt danske Bestseller.
Birkenstock vil have forhandlerne til at fjerne deres produkter og destruere dem.
Men forbundsdomstolen i Karlsruhe siger torsdag, at Birkenstock ikke demonstrerer den nødvendige grad af kunstnerisk præstation og vision i designet af fodtøjet, som ellers skal til for at kvalificere sig til at være et juridisk beskyttet kunstværk.
En "rent teknisk kreation med formelle designelementer" er ikke nok, bemærker retten ifølge nyhedsbureauet AP.
En vare kan ikke opnå ophavsretlig beskyttelse, hvis "tekniske krav, regler eller andre begrænsninger afgør designet", lyder det i afgørelsen ifølge AP.
Birkenstock mener dog selv, at sagen er berettiget.
- Vi vil sikre os, at kopister ikke kan længere kan tjene penge på bekostning af vores brand, udtaler talsperson for virksomheden Jochen Gutzy ifølge AFP.
Birkenstock blev grundlagt i Tyskland i 1774. De producerer også sko og træsko, men de er mest kendt for den åbne sandal, som kommer i flere varianter.
Sandalerne har de seneste år opnået global popularitet efter at have været betragtet som et behageligt, men ikke i alles øjne elegant, valg af fodtøj.
/ritzau/