Efter 25 års tørke: Vestjysk gigant-butik snupper prestigefyldt titel

Danmarks suverænt største dagligvarebutikker finder man i Salling Groups hypermarkedskæde Bilka, som formentlig får lov til at beholde den position, fordi lovgivning og voksende e-handel til sammen holder potentielle konkurrenter væk.
I går kårede kæden det bedste af sine i alt 18 varehuse landet over i 2024, hvor Bilka i Holstebro løb med titlen for første gang i over 25 år.
Bilka-varehusene er blevet målt på en lang række forskellige parametre som salg, kundetilfredshed og bundlinje, og ud fra den samlede vurdering havnede titlen som årets hypermarked altså langt vestpå, i Holstebro.
En glad varehuschef, Sigmund Ottosen Rubeksen, siger i en pressemeddelelse fra hypermarkedet:
- Det er virkelig fedt. Vi er enormt stolte og meget glade for, at vi har stor kundetilfredshed, og at vi har klaret os så godt i 2024. Det har været et klart mål, at vi ville gøre det endnu bedre end i 2023, og det er vi lykkes med. Mine kolleger yder en stor indsats hver dag for at give kunderne den bedste indkøbsoplevelse, og at vi nu bliver anerkendt for det, betyder rigtig meget for os alle sammen, siger han.
Ifølge Lise Kaae Kildsgaard, head of retail, nonfood & textile i Bilka har hypermarkedet i Holstebro ikke mindst scoret højt på på kundetilfredshed.
- Bilka Holstebro har i den grad fortjent prisen. Det er en arbejdsplads, hvor trivsel og samarbejde er øverst på agendaen, og hvor alle føler sig værdsat. Derudover yder kollegerne en virkelig god og flot kundeindsats, siger hun.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.