100 millioner i omsætning: Nu sælger fødevare-iværksættere majoriteten

Fødevaregrossisten Deli Drengene har fået nye investorer. Tietgen Invest fra Hørsholm og Wefri med hovedkontor i København overtager tilsammen 60 procent af Deli Drengene, der holder til i Skovlunde ved København.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Deli Drengene er kendt for import af specialiteter inden for charcuteri og tapas-segmentet samt distribution af det svenske sovsemærke Eriks Saucer & Dressinger. Fødevaregrossisten har oplevet en betydelig vækst siden grundlæggelsen for over et årti siden. Virksomheden har modtaget Gazelle-priser seks gange over de seneste ni år og har en omsætning på over 100 millioner kroner.
Deli Drengenes produkter sælges både i detail- og foodservice-segmenterne.
- Netop spørgsmålet om den rette vej videre frem har optaget os som grundlæggere af Deli Drengene. Vi skal og vil videre, vi skal nå nye mål. Vi tror, vi har fundet svaret med Tietgen Invest og Wefri som vores vækst- og udviklingspartner, udtaler Steffan Jacobsen, en af grundlæggerne af Deli Drengene.
De to hidtidige hovedejere, Morten Rasmussen og Steffan Jacobsson, beholder de resterende 40 procent af virksomheden og fortsætter som daglig ledelse.
Det er to store investorer, der træder ind i Deli Drengene.
Tietgen Invest, ledet af tidligere Saxo Bank og ISS-chef Karsten Poulsen, bringer kapital og kompetencer til bordet. Personerne bag og tilknyttet Tietgen Invest har en bred erfaring med såvel strategisk udvikling af internationale projektorienterede virksomheder samt fødevarebranchen generelt.
Wefri er Bendt Wedells investeringsselskab. Han er gennem netop dette selskab Danmarks største private jordbesidder og greve af godserne Wedellsborg og Frijsenboerg, der drives som landbrugs- og skovkoncern. Wefri står også bag Frijsenborgkyllingen.
- Vi havde nået et punkt, hvor vi manglede den sidste power til at tage det næste skridt på vækstrejsen. Tietgen-folkenes og Bendt Wedells baggrund fra den tungere del af dansk erhvervsliv tiltalte os og også den mere "casual" måde at være investorer på, forklarer Steffan Jacobsen.
Leif Bergvall fra Tietgen Invest bliver ny bestyrelsesformand for Deli Drengene, mens Stig Lachenmeier og Jesper Wadum Nielsen, begge fra Tietgen Invest, indtræder i bestyrelsen.
Parterne oplyser ikke størrelsen på investeringen for at overtage de 60 procent af virksomheden. Deli Drengene havde i sit senest offentliggjorte regnskab et overskud på 3,2 millioner kroner mod 1,8 millioner kroner året før.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 16,2 | 13,1 | 9,2 |
Resultat af primær drift | 5,5 | 3,2 | 1,4 |
Resultat før skat | 4,1 | 2,3 | 1,0 |
Årets resultat | 3,2 | 1,8 | 0,8 |
Balancestatus | 20,5 | 18,3 | 20,1 |
Egenkapital | 8,0 | 5,1 | 3,6 |
Antal ansatte | 16 | 17 | 14 |
Kilde: CVR |