23948sdkhjf

Minister efterlyser kampgejst: Kædedirektør svarer med advarsel om butiksdød

Minister opfordrer bl.a. Brugsen til at komme med nye tiltag i jagten på kunderne fremfor at kæmpe mod en ny lukkelov 

30 Brugsen-butikker "er i fare for at lukke," hvis lukkeloven bliver ændret. Det vil nemlig betyde, at butikkerne i byer med under 1.5000 indbyggere kan holde åbent i de 12,5 helligdage, hvor de ellers skal holde lukket i dag. Og ved, at butikkerne er i fare, er bylivet i de mindre byer dermed også. Det mener i hvert fald kædedirektør i Brugsen Torben B. Andersen.

Det kan nemlig tydeligt ses på omsætningen i de enkelte Brugsen-butikker, hvorvidt en stor butik i nærheden har åbent eller ej.

- Det er klart, at vi har det godt i de dage, hvor vores lokale kunder bliver hjemme hos os, og det vil vi gerne blive ved med at have. Det giver en god omsætning og betyder noget for butikkerne, siger kædedirektøren til RetailNews.

Erhvevsministeren efterlyser derimod i en artikel i Avisen.dk kampgejst fra kædedirektøren.

Brugsen-kæden består af 271 butikker, og 78 er ejet af Coop. Resten er selvstændige foreninger. Og de må alle holde åbent på lukkedagene. Ifølge den nuværende lukkelov må butikker, som omsætter for under 43,3 mio. kr. årligt nemlig holde åbent på helligdage.

Omsætning stiger markant på helligdage

Med den nuværende lov er der ifølge direktøren "markant" forskel på omsætningen i mange af butikkerne på helligdagene, når de nærliggende har lukket.

- Der, hvor vi ligger tæt på discountbutikker, betyder det rigtig meget, siger han og fortæller, at det ikke har den store betydning i de Brugsen-butikker, hvor der ikke ligger store butikker i nærheden.

Selvom det potentielt kan blive fatalt for nogle Brugsen-butikker, hvis lukkeloven ændres, går det generelt rigtig godt hos kæden. Det fortalte Torben B. Andersen også i januar, hvor han også kom ind på transformationen fra Dagli' Brugsen til Brugsen. Læs interviewet med ham her: Selvstændige brugsforeninger flokkes om nyt kædekoncept

Derfor handler debatten altså ifølge kædedirektøren langt mere om at bevare livet i de mindre byer, end om at redde Brugsen-butikker.

Minister: Se det som en mulighed

Men Erhvervsminister Morten Bødskov (A) står fast på lovændringen. Han opfordrer derfor kædedirektøren til at se det "som en mulighed for at udvikle nye, spændende tiltag for kunderne." Det siger han til Avisen.dk.

Ministeren henviser til det problem, som lovændringen skal løse:

- Tomme butikker og tilmalede vinduer skæmmer for mange bymidter. Det skal ændres, siger Morten Bødskov til Avisen.dk.

Men det mener Torben B. Andersen altså ikke, at den vil hjælpe med. Til RetailNews siger kædedirektøren følgende:

- Det her vil også give de store discountbutikker, som ligger uden for byerne, lov til at holde åbent. Så der vil folk også køre ud og handle, og det er derfor ikke med til at holde bymidterne i gang. Derfor skal man vide, at det også kan have konsekvens for nogle, hvis det bliver besluttet, siger han.

Større butikker vil ikke hjælpe

Brugsen har nemlig allerede erfaringer, som viser det modsatte:

- Vi kan bare se, at når der er konkurrenter, som har åbnet, som de har i starten (inden de når en årlig omsætning på op til 43,4 mio. kr, red.), får det alvorlige konsekvenser, når kunderne også har mulighed for at handle der.

Og det handler ifølge direktøren ikke om, at de selv kan åbne større butikker, for det kan andre Coop-kæder potentielt godt gøre, men det vil ikke redde bylivet:

- Men man skal bare være opmærksom på, at hvis man beslutter det her, så vil det få betydning for lokalsamfundene, hvor vi ligger. Det er klart, at vi har rigtig store butikker og mindre butikker. Så det er ikke et spørgsmål om, at vi bare selv kan åbne nogle større butikker. Hos de butikker, som vil blive udfordret, vil det ikke give noget at åbne større butikker eller kæder, siger han.

Kædedirektør: Vi har loyale kunder

Ministeren siger også til Avisen.dk, at han ikke mener, at Coop og dermed Brugsen har ret meget tiltro til kunderne, hvis de frygter at de dermed kun vil handle i de store butikker. Til det siger kædedirektøren følgende:

- Nu er vores kunder heldigvis meget loyale, hvilket vi sætter stor pris på. Brugsen er jo netop det lokale liv. Selvfølgelig har vi stor tiltro til dem, og derfor er det ikke ensbetydende med, at de at de ikke kan tage ud og handle i nogle af de andre butikker, hvor de så kan handle. Den mulighed åbnes der også for, siger han.

For kæden kan allerede se, at kunderne er glade for dem, påpeger han.

- Vi kan se i kundefeedbacket, at vi har rigtig mange parametre, som kunderne sætter pris på, siger han.

"Besøg brugsen"

Brugsen-direktøren fortæller, at kæden allerede har "mange spændende tiltag," der tiltrækker kunderne, og siger følgende til ministerens opfordring:

- Jeg vil godt invitere ministeren ud og besøge nogle af Brugsen-butikkerne sammen med mig, så han ved selvsyn kan se, hvilken forskel de gør i lokalsamfundet, og hvordan de påvirkes, hvis storbutikker i nabobyerne får lov at holde åbent på helligdagene.

Noget af det, som kæden f.eks. arbejder på, er at konvertere kæden fra Daglig' Brugsen til Brugsen. Ca. 100 af kædens butikker er nu koncerteret, og "det virker rigtig godt," oplyser han.

Kendiskok tiltrækker kunderne

Et af de tiltag, som kæden har, der tiltrækker mange kunder er f.eks. events med den kendte TV-kok Claus Holm.

- Han står foran vores butikker og laver retter med de produkter, som vi har i butikkerne. Der var han ude i 134 butikker sidste år og stod foran, og det kommer til at være endnu flere i 2025. Så det gør også rigtig meget for os lokalt, siger han.

Derudover påpeger direktøren, at der er 35 af Brugsens butikker, som har slager og delikatesse, som også gør en positiv forskel.

Erhvervsminister Morten Bødskov oplyser til Avisen.dk, at forhandlingen om lovændringen stadig er i gang. Men den er "pt. strandet på modstand fra Liberal Alliance, der afviser idéen om at tilgodese byer med under 15.000 indbyggere. Da der er tale om en ændring af et forlig, kræves der enighed fra alle parter," skriver mediet.

Artiklen er en del af temaet Detail.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065