McDonald's løfter salget trods bakterieudbrud i USA
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/121863986.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=6000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3991&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=439&accessToken=a8258c24032ae4519f51bd8a3b8f392fe6a00b5777ca70ab6871acccd9382601)
Fastfoodkæden McDonald's omsatte sidste år for 25,9 milliarder dollar svarende til godt 187 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på to procent sammenlignet med året før.
Det viser en handelsopdatering fra selskabet, som er blevet offentliggjort tidligt mandag eftermiddag dansk tid.
- "Accelerating the Arches" fortsætter med at være den rigtige strategi, mens vi fokuserer på at tage markedsandele, siger selskabets topchef og bestyrelsesformand, Chris Kempczinski, i regnskabet.
McDonald's løftede sit globale salg, selv om hjemmemarkedet i USA havde det svært i en periode. Markedet så den største tilbagegang for salget i et enkelt kvartal siden coronaperioden. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det amerikanske marked var i løbet af årets sidste kvartal ramt af et udbrud af E. coli-bakterier, der er en tarmbakterie. Hundredvis af kunder endte med at blive syge og en døde.
Der var tale om bakterietypen Escherichia coli O157:H7.
Det var også denne type colibakterie, som i 1993 var årsag til en lignende hændelse hos den amerikanske fastfoodkæde Jack in the Box, hvor fire børn mistede livet.
McDonald's endte efterfølgende med fjerne sin quarter pounder-burger fra menuen i en periode, fordi man mistænkte, at den var årsagen til udbruddet.
Tiltaget blev gennemført i en femtedel af kædens 14.000 amerikanske restauranter.
McDonald's nævner ikke selv episoden i handelsopdateringen.
Kæden formåede også at løfte sit driftsresultat sidste år. Det endte på 11,7 milliarder dollar, hvilket var en procent over resultatet i 2023.
Både det japanske og det mellemøstlige marked bliver nævnt som nogle af årsagerne til, at resultaterne er forbedret.
/ritzau/