Grænsekæde åbner nyt koncept: Sælger varer "i et helt andet prisleje"
Der bliver renoveret en bro på tilkørselsvejen mellem Aventoft og Tønder, og det gør det noget mere besværligt for kunderne at handle hos Fakta Tysklands grænsebutik i Aventoft. Det medfører nemlig en omvej på omkring 10 km.
For ikke at miste for meget omsætning, har Fakta Tyskland, som er ejet af danske Coop, derfor tænkt ud af boksen og åbner et helt nyt butikskoncept.
Grænsehandelskæden kalder det for Fakta Spotmarket, og den nye butik ligger, så det er nemt for de danske kunder at komme til, og samtidig er priserne ekstra lave. Det fortæller Kasper Allermann, kædedirektør for Fakta Tyskland til RetailNews.
- Vi har været nødt til at tænke nye tanker og anderledes muligheder med lukningen af tilkørselsvejen. Derfor laver vi vores koncept helt om i Aventoft. Herfra kommer vi til at sælge de kendte grænsevarer, dagligvarer samt spotvarer, som er varer i et helt andet prisleje, siger han.
Datovarer sælges billigt
Fakta Tyskland har udover butikken i Aventoft også grænsebutikker i Harrislee og Süderlügum, og forskellen på de eksisterende butikker og det nye spot-marked bliver netop spot-varerne. Kæden har nemlig allerede nedsat priserne på flere tusinde varer i de eksisterende butikker, men i den nye butik bliver mange af dem endnu billigere. Det er der specielt én grund til:
- Det er lovligt at sælge dato-varer i Tyskland, og derfor kan vi sælge dem til meget lave spot-priser, fortæller direktøren.
Tilkørselsvejen, som fører til Fakta Tysklands eksisterende butik i Aventoft, lukkede i starten af januar, og ” det mærkes allerede” på omsætningen fortæller han. Ifølge planerne, arbejdes der på vejen indtil august i år.
Kan kun overgå forventningerne
Fakta Spotmarket åbner fredag den 7. februar, og da det er et helt nyt koncept, har kæden ikke de store forventninger på forhånd. Al omsætning vil overgå forventningerne.
- Vi har egentlig lavet et nul-budget, fordi de lukker vores tilkørselsvej, og dermed vores omsætning.
Derfor kan direktøren heller ikke på nuværende tidspunkt sige, hvorvidt Fakta Sportmarket er kommet for at blive.
-Hvis det her ser godt ud og giver et positivt resultat, laver vi ikke om på det.
Selvom der ikke er planer om at udvide konceptet på nuværende tidspunkt, vil det være ”drømmescenariet,” fortæller Kasper Allermann.
- Men det er jo tallenes lov om det bliver en succes eller ej. Hvis vi kan lave en endnu bedre forretning på det her, kunne der måske laves en business case på den og sendes til Coop. Men til at starte med koncentrerer vi os 100 pct. om den ene butik og har fokus på den.
Kan også berette om flere kunder
Grænsehandels-konkurrenten Fleggaard har tidligere fortalt til RetailNews, at koncernen mærker en øget kundestrøm, men også at kunderne handler mere, når de først tager turen over grænsen. Især dagligvarer er blevet mere populære.
Samme tendens mærker man hos Fakta Tyskland.
- Fleggaard er klart markedsledende, og så snart, at de slår på de helt store trommer, så kan vi mærke det. Vi har haft en god fremgang af kunder ved grænsen og det ser ud til at fortsætte. Så håber vi også på at vi kan tiltrække endnu flere kunder med det nye koncept, siger Kasper Allermann.
Fakta Tyskland havde i 2024 en samlet stigning i kundestrømmen på 10 pct. sammenlignet med året inden, og derfor fylder dagligvarerne også mere:
- Grænsevarerne har jo det sidste trekvart år været stigende og mængderne har også været stigende. Så dagligvarerne begynder også at fylde, siger han.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.