Sparekasse vil løfte 60 midtby-butikker til "vinderbutikker"
I et lidt usædvanligt initiativ vil Sydjysk Sparekasse nu give 60 lokale butikker en håndsrækning, som skal styrke dem i konkurrencen frem over.
Det sker under overskriften "Vinderbutikker", hvor hver enkelt deltagende butik ifølge en pressemeddelelse vil blive tilbudt et skræddersyet udviklingsprojekt.
– Vi vil investere 10.000 kr. per forretning til at skabe levende bymidter i Sønderborg, Broager, Gråsten, Haderslev, Vojens, Vejen, Rødding og Ribe. Og for at give forretningerne i de her områder et stærkere fundament at stå på, siger Lars Blaabjerg Christensen, som er direktør i Sydjysk Sparekasse.
Sparekassens adm. direktør Max Hovedskov siger:
- Vi er lokale, og derfor er vi selvfølgelig optaget af, at der er liv i de lokale bymidter. Vi ser desværre, at den lokale købmand, tøjhandler m.v. er truet, og derfor er det vigtigt, at vi handler lokalt, både når det gælder dagligdagen, men også finansielle ydelser. Men det er i høj grad også vigtigt, at forretningerne er gearet til den nye virkelighed, vi står overfor med konkurrence fra nethandel, og det håber vi, at Vinderbutikker kan være med til.
Artiklen er en del af temaet Detail.