Højeste antal ledige butikker i fire år
I foråret blev der længere mellem ledige butikslokaler. De to seneste kvartaler er antallet af udbudte lokaler dog steget igen og ligger på det højeste niveau siden 2020, viser nye data fra Ejendomstorvet.dk.
Kort før butikkerne tager hul på julehandlen, er 3,2 procent af butiksarealet i Danmark udbudt til leje eller til, viser det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks for erhvervslokaler.
- Der er især sket en stigning i antallet af mindre lejemål. Det kunne tyde på, at færre iværksættere end normalt har kastet sig ud i tilværelsen med egen butik, café eller kaffebar, siger Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.
En anden forklaring er, at forbrugerne fortsat passer på pengene.
- Forbrugertilliden har bevæget sig den forkerte vej siden sommeren og ligger på det laveste niveau i 10 måneder. Så selv om rekordmange danskere er i job, passer forbrugerne godt på pengene – måske fordi der stadig er krig i Europa, og fordi mange varer er mærkbart dyrere end for et-to år siden. Dén tilbageholdenhed kan butikker og spisesteder mærke. Til gengæld har butikskæder og nye iværksættere flere lokaler at vælge imellem i øjeblikket, siger Ole Hækkerup, adm. direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening
Svært i udkanten af bykernen
Nok er Aldi og Irma lukket ned, men det er ikke disse markante nedlukninger, der fylder i statistikken, vurderer detailchef Fransk Heskjær fra erhvervsmæglerkæden EDC Erhverv Poul Erik Bech.
- Nogle kæder har trimmet deres butiksnet, mens kæder som Normal og Jem & Fix udvider. Markedet har efterhånden absorberet de lukkede Aldi’er og Irma’er (i Østdanmark, red.), og vi ser stadig nye eksempler på alternativ anvendelse af lokaler, når eksempelvis netvirksomheder åbner fysiske butikker. Det er sværest at udleje lokaler i udkanten af bykernerne og nogle af de store boksbutikker uden for bycentrene, siger han.
I hele landet er der lidt over 20,8 mio. kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 4. kvartal var lige knap 670.000 kvadratmeter udbudt til leje eller salg på Ejendomstorvet.dk