Kyllingebranchen styrker indsatsen for at mindske klimaaftryk
To førende fjerkræleverandører bliver bedre til at måle danske kyllingers klimaaftryk
De to førende danske leverandører af kylling, Danpo og Rose Poultry, styrker indsatsen på klimaområdet. Et nyt værktøj gør det muligt at måle landmændenes klimabelastning helt ned på den enkelte kylling, der produceres.
Værktøjet til slagtekyllinger hedder ESGreenTool, og det beregner klimaaftrykket ud fra en række målinger og data, og dermed får de to store kyllingeproducenter og deres landmænd mulighed for at måle kyllingernes præcise klimaaftryk.
Brian Møller Lauridsen, chef for afdelingen for levende dyr hos Rose Poultry, siger, at man hidtil kun har været i stand til at få data om de producerede kyllingers klimaaftryk generelt.
– Med det nye værktøj kan vi måle vores egne danske kyllingers specifikke udledning lige fra kyllingen klækkes til den forlader stalddøren igen på vej til slagteriet. Det betyder, at vi fremover med egne data kan dokumentere vores klimabelastning ude i staldene, men endnu vigtigere har vi nu et værktøj til at sænke belastningen over tid, fordi det bliver tydeligt, hvilke håndtag vi kan skrue på.
Præcise målinger
Hos Danpo har man i samarbejde med brandet De Danske Familiegårde allerede en præcis måling på velfærdskyllingernes klimaaftryk, men med det nye værktøj kommer Danpo til at måle udledningen fra alle kyllingernes CO2-aftryk på tværs af kyllingetyper og brands.
– Det vil hjælpe med at sætte endnu mere præcist ind på gårdene og gøre det let, overskueligt og motiverende for hver enkelt landmand at registrere miljøbelastningen pr. hold kyllinger, de opfostrer, siger afdelingschef for levende produktion i Danpo, Tommy Dideriksen.