23948sdkhjf

Rema 1000 løber med tre priser ved prisuddeling

Rema 1000 vinder tre priser, heriblandt 'Årets Butikskæde' ved FMCG Consumer Awards. Bilka løber med to priser

Priserne fortsætter med at regne ned over discountkæden Rema 1000, der efterhånden tæller 422 butikker herhjemme. 

Den 30. oktober løb Rema 1000 således med Detailforum Prisen for kædens imponerende vækst og ansvarlige forretningsmodel. I denne uge har Voxmeter kåret Rema 1000 som den mest klimabevidste kæde i dagligvarehandlen på baggrund af svar fra 13.000 forbrugere. 

Og ved dette års FMCG Consumer Awards har Retail Institute Scandinavia i dag uddelt hele tre af syv priser til den fremadstormende discountkæde.

Årets Butikskæde

Rema 1000 løb således med 'Årets Butikskæde', 'Årets Bæredygtighedspris' og 'Årets Medarbejderpris' ved uddelingen.  

Det sker, efter Retail Institute Scandinavia i august gennemførte 1000 interviews blandt et repræsentativt udsnit af de danske forbrugere for at mere om deres oplevelser som kunder i dagligvarehandlen. 

F.eks. svarer hele 36 pct., at de vil savne Rema 1000, hvis det ikke længere var her. ABC Lavpris kommer ind som toer med. Her vil 17 pct. savne kæden, hvis den ikke eksisterede. I den anden ende vil kun seks pct. af forbrugerne savne 365discount, hvis kæden forsvandt. 

Når kunderne skal pege på, hvor kædens medarbejdere yder en god service, er der langt mere tæt løb. Både hos Meny og ABC Lavpris oplever 24 pct. af kunderne en god medarbejderservice, men igen vinder Rema 1000 - 27 pct. peger på discountkæden. 

'Tankevækkende, at en discountkæde kan vinde på dette spørgsmål. Som forventet ligger de øvrige lavpriskæder i bunden med en kundescore på under ti pct.', lyder det fra Retail Institute Scandinavia med henvisning til Netto, Lidl - og helt i bunden - 365discount. 

To priser til Bilka

Prisen 'Årets Butiksoplevelse' gik til lavprissupermarkedet ABC Lavpris. Her var der dødt løb med Rema 1000. 25 pct. af kunderne pegede på de to kæder som dem, der giver den bedste kundeoplevelse efterfulgt af Meny og Bilka med henholdsvis 23 og 20 pct. 

Sidstnævnte kæde gik dog ikke tomhændet fra prisuddelingen. Bilka vandt både kategorierne 'Årets Produktinnovation' og 'Årets Techinnovation'. 

Coop blev også fremhævet. 'Årets Lokalpris' gik således til SuperBrugsen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189