23948sdkhjf

Stort møbelhus gik konkurs: Familiemedlem har åbnet ny forretning

Bolighuset Werenberg gik konkurs i starten af oktober. Ejerens kone stiftede nyt selskab en måned efter

Fynske Werenberg gik 3. oktober konkurs med en gæld på over 20 mio. kr. Blot en måned efter blev der oprettet et nyt selskab til salg af møbler.

Det blev stiftet af Lykke Werenberg, som er gift med Christoffer Werenberg, der ejede Bolighuset Werenberg sammen med sin far, Torben Werenberg. Det skriver Fyens Stiftstidende, som også erfarer, at Lykke Werenberg driver den nye møbelforretning med sin mand.

Det vil hun dog ikke svare mediet på, ligesom hun heller ikke vil svare på yderlige kritiske spørgsmål om den svindel, som tidligere kunder beskylder Werenberg-familien for. Flere har betalt for møbler, som ikke blev leveret på grund af den efterfølgende konkurs.

Lykke Werenberg nøjes med at bekræfte sit ejerskab.

Den nye møbelforretning er en webshop og hedder magelig.dk. Den skriver følgende om sig selv:

”Magelig er et dansk brand, som specialiserer sig i design og produktion af håndlavede møbler i høj kvalitet. Vores navn, Magelig, afspejler både komfort og ro, hvilket er centralt for vores møbelkollektion. Kollektionen er designet til at skabe hyggelige, æstetiske og afslappende omgivelser,” står der på hjemmesiden.

Webshoppen sælger blandt andet sofaer, reoler og borde.

Økonomiske problemer

Det 60 år gamle familieejede bolighus gik konkurs i oktober, men allerede i foråret var der tegn på, at det gik i den retning. Werenberg offentliggjorde et regnskab med et underskud på mere end 18 mio. kr. Konkursen blev begrundet med den økonomiske krise og en fejlslagen digital omstilling.

- Vi har kæmpet til det sidste, men efter netop opgjort lagerstatus, står vi med endnu et regnskabsår med store tab. I tæt samarbejde med vores økonomiske rådgivere har vi i denne uge måtte sande, at vi ikke er i stand til at sikre en fremtidig bæredygtig og rentabel drift, udtalte Torben Werenberg efter konkursen.

Forinden havde der været spekulationer om en forestående konkurs, da både butikken og webshoppen var lukket i den pågældende uge.

Torben Werenberg, som overtog bolighuset i 2005, er anden generation i den familieejede virksomhed, der blev stiftet af Vivi og Flemming Werenberg i 1964.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047