23948sdkhjf

Jule-priskrig: - Lige nu vil ingen finde de penge, det koster at blande sig

Mens landets to største discountkæder, Rema 1000 og Netto, har deres egen interne pris-duel kørende om at lokke flest danskere ind i deres butikker her op mod jul, kan konkurrenterne i de øvrige dagligvarekæder med fordel vælge andre strategier.

Og det er rent faktisk også, hvad de gør, fortæller Claus Nykjær, som er head of insights hos Tjek, der står bag tilbudsavis-portalen eTilbudsavis herhjemme og tilsvarende portaler i Sverige og Norge.

- De to kæder slås så hårdt, at alle de andre selv må kæmpe for at finde ud af, hvad de egentlig skal gøre her, siger Claus Nykjær.

Han har i mere end 20 år fulgt dagligvarekædernes tilbudsaviser tæt, og han ser nogle mønstre i, hvordan andre store kæder placerer sig via den primære markedsføringskanal, tilbudsavisen.

Efter en periode med blandt andet smør til otte kr. pakken kaster Rema fra og med søndag 15. endnu et af julens klassiske favorit-våben - en halv liter piskefløde - ind i priskrigen. Der kommer den til at koste en rund femmer.

Tilbudsavis-eksperten ser ikke lige for sig, at de to øvrige discountkæder, tyske Lidl og Coop Danmarks 365, vil forsøge at engagere sig i jule-priskrigen ved at tage kampen om de billigste julevare-tilbud direkte op mod Rema og Netto. 

- Lidl har jo i det væsentlige valgt deres egen stil. De har deres egne mærker, og de har rigtig meget nonfood, så de gør også alt muligt andet. Selvfølgelig kæmper de også på pris, men fordi de har så stor en portefølje af deres egne brands, så de er lidt for sig selv, siger Claus Nykjær.

365 vil næppe blande sig

Det er nemlig på de fuldt sammenlignelige mærkevarer, at priskonkurrencen bliver mest gennemsigtig for de forbrugere, der i praksis kun kender priserne på relativt få varer - men der genkender de også et rigtigt godt tilbud, når de ser det.

Og selv om Coops 365 har slået sig op på at vinde nogle af avisernes prissammenligninger, er der ifølge Claus Nykjær næppe ressourcer nok i kriseramte Coop til at engagere kæden i det helt store pris-slag, hvor man skal have råd til at sætte penge til på udvalgte julevarer.

- Nu kan man jo ikke få lov at sidde som en flue på væggen hos Coop. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der sidder og tænker, at de penge, det vil koste at blande sig, skal de finde lige nu, siger han. 

I kædens nye tilbudsavis, der gælder fra torsdag 12., er tilbuddet på flæskestegen på plads - men der hverken ultrabilligt smør eller fløde. 

- 365 lægger sig i stedet lidt på den samme linje som Lidl ved at sige: Vi skal nok fokusere mere på, at vi er et Coop-brand, og at vi har de serier, der ligger inden for Coop-universet, siger Claus Nykjær.

- Hvad gør Coops supermarkeder?

Udenfor det benhårde discount-univers vil de store kæder i en vis udstrækning være på plads med tilbudspriser, som kan holde på kunderne. Når Netto nu sælger Kærgården til 6,95 kr. pakken, gør de to andre Salling Group-kæder, Føtex og Bilka, det eksempelvis også.  

- Supermarkedskæderne kæmper jo på hver deres måde med at finde et koncept. Hos Dagrofa har de ligesom sagt, at vi har de lokale butikker. Det er én ting, at de skal være konkurrencedygtige på pris, men de skal jo leve af, at de ligger, hvor de gør. Meny har vel med et vist held - uden at man ser tallene - jo også lykkes med at sige, at de laver et rigtigt supermarkedskoncept med mad, specialiteter og så videre, siger Claus Nygaard.

- Det mest spændende er vel også her Coop, hvor SuperBrugsen og Kvickly skal finde ud af, hvor de skal lande. Skal de markedsføre sig som en eller som to kæder? 

Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156