23948sdkhjf

Billigere grønt er på skatteministerens bord

Skatteminister Rasmus Stoklund mødes mandag med foreninger og erhvervslivet for at diskutere, om frugt og grønt skal gøres billigere ved at sætte momsen ned

Den gennemsnitlige dansker spiser slet ikke sundt nok, og bløde tiltag som informationskampagner kan ikke stå alene.

Der må tages skrappere midler i brug.

Det mener Kræftens Bekæmpelse, som vil have lavere moms på frugt og grønt.

Mandag mødes skatteminister Rasmus Stoklund (S) med detailhandlen, landbruget og sundhedsforeninger for at diskutere muligheden for differentieret moms.

Her vil Kræftens Bekæmpelse opfordre ministeren til ikke kun at kigge på regneark, lyder det fra forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.

Skatteministeriet er i en nylig analyse kommet frem til, at danskerne vil spise mere grønt, hvis det er billigere.

Men det vil koste statskassen to milliarder kroner årligt at sænke momsen fra de nuværende 25 procent til 15 procent.

Besparelserne i sundhedsvæsnet som følge af færre danskere med livsstilssygdomme forventes at være langt lavere.

- Det er klart, at en skatteminister har fokus på tallene. Men man kan ikke gøre alt op i penge, siger Mette Lolk Hanak.

- Du kan ikke så nemt sætte tal på, hvad det betyder at have en øget sundhed og livskvalitet. Samtidig er der nogle langsigtede økonomiske effekter, som ikke er med i analysen.

Forebyggelseschefen nævner som eksempel, at bedre sundhed kan føre til færre sygedage til fordel for virksomheder.

Også Hjerteforeningen bakker op om differentieret moms. Det samme gør otte ud af ti danskere ifølge en undersøgelse, som Coop amba har fået foretaget.

Skatteministeren er ikke sikker på, at det er den rette vej at gå.

- Jeg har sådan set sympati for forslaget. Men to milliarder er ikke småpenge, og der kan være andre initiativer, som også kan gavne folkesundheden, siger han.

Ligesom Kræftens Bekæmpelse mener Hjerteforeningen, at der er større økonomiske gevinster at hente, end der lægges op til i analysen fra Skatteministeriet.

Foreningens administrerende direktør, Anne Kaltoft, peger på, at mennesker kan blive længere tid på arbejdsmarkedet, hvis de er sunde og raske.

- Det er i sidste ende et spørgsmål om politisk prioritering. Vi synes, det er værd at bruge penge på at gøre det nemmere at træffe sunde valg.

- Det er ikke nok at oplyse, vi skal også tage ansvar for at indrette vores samfund på en måde, hvor vi hjælper hinanden til at tage vare på vores sundhed, siger hun.

Danmark er i dag det eneste EU-land, der kun har én momssats.

I analysen fra Skatteministeriet står der, at det vil give større udgifter i detailbranchen, hvis det ændres.

Det billede genkender man ikke hos Coop amba, siger formand Pernille Skipper. Coop står blandt andet bag kæderne Kvickly og SuperBrugsen.

- Når vi spørger butikkerne, siger de, at det ikke vil være et problem at håndtere det. De administrerer i forvejen forskellige afgifter. Det er noget af det, vi gerne vil drøfte med ministeren, siger Pernille Skipper.

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at mange gerne vil give deres besyv med.

- Vi har lavet en analyse, og nu samler vi en masse, der ved noget om det her område. Det kan være, at de kan nuancere det billede, som vores analyse tegner, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078