23948sdkhjf

Forbrugerråd advarer: Kan være falske tilbud

Det er en god idé at lave research, hvis man vil på tilbudsjagt mandag, hvor det er Singles Day, siger politisk chef hos Forbrugerrådet Tænk

November er efterhånden kendt for de mange gule rabatskilte, der lover forbrugerne store besparelser på alt fra fladskærme til brødristere.

Men inden danskerne svinger dankortet, bør de være opmærksomme på, at der i nogle tilfælde kan være tale om ”falske tilbud”.

Det advarer Forbrugerrådet Tænk om, inden en af de helt store handelsdage - Singles Day - løber af stablen mandag.

- Problemet ved de her tilbud er, at de fleste forbrugere ikke har eller ikke bruger så meget tid, inden de tager et forbrugsvalg.

- Derfor er det et område, hvor det er muligt at vildlede ved at foregive, at man har et godt tilbud, siger Uffe Rabe Krag, som er politisk chef i Forbrugerrådet Tænk.

Ud over Singles Day byder også Black Friday og Cyber Monday på tilbud i november. Nogle danske butikker varmer desuden op til Black Friday med Black Week, hvor der er tilbud på varer en hel uge.

I 2022 trådte Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring i kraft. Retningslinjerne skal blandt andet sikre, at forbrugerne får korrekte og ikke vildledende oplysninger om prisnedsættelser.

Men ifølge Uffe Rabe Krag er det ikke alle erhvervsdrivende, der følger retningslinjerne.

- Der er mange, der gør det godt, men der vil altid være nogen, som er lidt for smarte. Men det er ikke mit indtryk, at det er noget, som er voldsomt i vækst.

Uffe Rabe Krag tilføjer, at "det kan være svært præcist at detailregulere sådan noget med tilbudsperioder og procenter".

Han anbefaler, at man som forbruger gør sin research online, hvis man går på tilbudsjagt på Singles Day.

- Hvis du vil have et fladskærms-tv, og du ser et tilbud hos din lokale elforhandler, så kan du se, hvad et lignende har kostet hos Elgiganten eller Power.

- Hvis du kan se andre steder, at det er billigere, eller at tilbuddet ikke er meget billigere end de andre, så begynder det nok at lugte lidt af, at der er nogen, som prøver at oversælge et tilbud lidt, siger Uffe Rabe Krag.

Singles Day finder sted 11. november og er - som navnet siger - en dag, hvor man fejrer singlerne.

Ifølge Niels Ralund, som er e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, er Singles Day et "enormt" fænomen i Kina, som så småt er begyndt at sprede sig til Vesten.

Han anslår, at cirka 20 procent af de danske virksomheder gør noget i forbindelse med Singles Day.

- Det er langt fra så udbredt som Black Friday. Det er et lidt mindre udsnit af butikkerne, som holder Singles Day.

- Det er typisk sådan nogle som Matas, hvor det handler som selvforkælelse, for det er det, som det drejer sig om - at hvis man er alene, så køber man lidt for at glæde sig selv, lyder det fra Niels Ralund.

Han tilføjer, at de danske erhvervsdrivende er i konkurrence med kinesiske onlinevirksomheder - heriblandt Temu, som man ifølge Niels Ralund næsten ikke kendte til for et år siden i Danmark.

- De konkurrerer hele tiden - om det handler om Singles Day, Black Friday eller julegaver. Der er en konstant konkurrence, og desværre med en meget betydelig fordel til dem (de kinesiske webshops, red.), siger Niels Ralund.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126