23948sdkhjf

Duellen mellem Netto og Rema: Denne kæde bliver størst i 2029

I en længere årrække har discountkæderne Netto og Rema 1000 duelleret om at blive Danmarks største dagligvarekæde - målt på omsætning og markedsandele.

Mens de præcise omsætningstal for Nettos vedkommende er hemmelige, har Salling Groups discountkæde efter alt at dømme beholdt en snæver føring som markedsleder - indtil videre.

Ifølge Retail Institute Scandinavias nye prognose, Kampen om Kurven i Dagligvarehandlen, som netop er blevet præsenteret på den årlige FMCG Fast Forward-konference i København, er løbet her og nu ualmindeligt tæt - med Netto på en markedsandel på 17,7 procent og Rema åndende i nakken med 17,6 procent.

Den rækkefølge står imidlertid til at ændre sig i de kommende år.

Retail Institute Scandinavia spår en fortsat fremgang for norskejede Rema 1000 til 18,5 procent i 2026 og videre til 19,2 procent i 2029. 

Remas gennemsnits-omsætning gør forskellen

Det er altså næsten hver femte krone, som danskerne bruger på dagligvarer om fem år, der havner i kasserne i 475 Rema-butikker til den tid, hvis prognosen holder stik.

Prognosemagerne i analysevirksomheden venter også, at Netto vil vinde marked, men ikke i samme omfang som Rema. Netto spås en markedsandel på 18,1 procent i 2026 - og et mindre fald til 18,0 procent i 2029, hvor der vil være hele 580 butikker med kædens maskot, skottehunden Scottie, på.

- Nettos 3.0 -koncept kører fint, og konverteringen af de resterende butikker forventes snart at være afsluttet. Kunderne har taget fint imod de moderniserede butikker, så kæden har opnået omsætningsvækst, hvilket vil give Rema 1000 kamp til stregen, skriver Retail Institute Scandinavia i prognosen.

Netto står til snart at overtage 25 Coop-butikker, mens Rema fortsætter det store ombygningsprojekt fra købet af Aldi i Danmark, der stadig kaster nye Rema-butiksåbninger af sig.

Mens begge kæder altså står til at nå et rekordhøjt antal butikker, ligger den gennemsnitlige Rema-butik langt over konkurrenten på den gennemsnitlige omsætning:

- Rema 1000 åbner rigtig mange butikker - også i resten af 2024 - når mange af de overtagne Aldi-butikker konverteres til Rema 1000. Rema har den højeste omsætning per butik i discountsegmentet samt en høj omsætningshastighed på deres varer, hvilket giver dem en yderst effektiv forretning. Vi tror på, at Rema 1000 kan fastholde deres høje gennemsnitsomsætning per butik, selv om det måske tager tid at få de overtagne Aldi-butikkers omsætning op på Rema 1000-niveau, skriver Retail Institute Scandinavia i prognosen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131