23948sdkhjf

Midt i møbelbranchens nedtur: Kæde melder om vækst

Ved 'Hjemme Hos'-kæden oplever man ikke den negative udvikling i møbelbranchen. Tværtimod fremviser butikkerne pæne indekstal i 2024 i forhold til 2023

Møbelbranchen er fyldt med negative nyheder i øjeblikket. Konkurser, lukninger og fald i indtjening. 

Inflation, stigende råvarer- og fragtpriser og begrænset efterspørgsel efter det høje forbrug under corona-årene er nogle af årsagerne. 

Wood Supply, RetailNews' søstermedie, har intensivt dækket den sløje udvikling, og hos møbelkæden 'Hjemme Hos' har de fulgt med. Kædechef Lene Witt Johansen kontaktede Wood Supply med en positiv historie fra møbelbranchen. Ved 'Hjemme Hos' kan de nemlig ikke genkende den negative tendens.

Når man kigger på sammenlignelige tal på varekøb i år i forhold til sidste år, ligger 'Hjemme Hos'-kædens medlemmer i gennemsnit på index 114 i forhold til 2023, hvilket er en udvikling, Lene Witt Johansen er meget tilfreds med. 

- Selvfølgelig er vi ikke blinde for, at der har været en del prisstigninger blandt leverandørerne i år, som gør, at beløbet for det samlede varekøb stiger tilsvarende. Det er dog ikke hele forklaringen, siger Lene Witt Johansen.

- Vi kan se, at der generelt blandt vores 25 vigtigste leverandører er en positiv tendens i salget. Det tager vi som et tegn på, at vi i vores sortimentssammensætning har ramt noget rigtigt i forhold til det pris- og kvalitetsniveau, som forbrugerne efterspørger, og som vi som møbelhandlere kan tjene penge på.

Kan tilpasse sig markedssituationen

'Hjemme Hos' er en frivillig kæde af selvstændige møbelhandlere i Danmark med 23 butikker landet over.

Lene Witt Johansen fortæller, at kæden netop har en fordel ved at være en kæde af mindre lokale butikker. Det gør, at butikkerne kan tilpasse sig markedssituationen og det, kunderne efterspørger.

- Vi har tilpasset sortimentet, så vi har ramt et godt mix af god kvalitet til lidt lavere priser, end det vi for eksempel solgte under Covid-19, siger hun til Wood Supply. 

'Hjemme Hos'-kæden har desuden tilpasset organisationen, så de har fået de bedste kompetencer internt.

- Det har betydet, at vi har kunnet optimere markedsføringsindsatsen i retning af øget fokus på den digitale indsats – både for 'Hjemme Hos'-kæden og de enkelte møbelhandlere i kæden. 

 Kæden har lanceret en helt ny e-mærket webshop. Den har som primær fokus at skabe trafik i butikkerne.

- Vi hører fra medlemmerne, at mange kunder i butikkerne henviser til produkter, de har set på webshoppen. Medlemmerne har på den nye webshop fået deres egen profilside, hvor de kan fremhæve de services, de lægger vægt på over for kunderne,” uddyber Lene Witt Johansen.

'Hjemme Hos'-kæden forventer også vækst i 2025, men tør ikke spå om, hvorvidt den høje vækstrate fortsætter i 2025.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062