23948sdkhjf

Nye krav kan skabe bøvl: - Statsgaranti kan sikre os mod millionregning

Emballageansvarlige producenters tal kan vælte regnskabet hos de kollektive ordninger, frygter Vanas direktør, Marianne Roed Jakobsen, der foreslår en løsning: Lad staten stille garantien - men det er ikke muligt, siger Miljøministeriet

1. oktober 2025 træder det udvidede producentansvar for emballage i kraft. 

Deadline for registrering til producentansvaret faldt den 31. august, og for nuværende har knap 5.200 virksomheder registreret deres forventede mængder emballageaffald for 2024.

Når ordningen træder i kraft pr. 1. oktober næste år skal virksomhederne derved betale efter "forureneren-betaler-princippet. Det udvidede producentansvar giver emballageproducenter, importører og producenter det praktiske, juridiske og økonomiske ansvar for indsamling, håndtering og genanvendelse af deres emballageaffald. Et ansvar, de fleste får håndteret hos de kollektive ordninger, der er godkendt af myndighederne til at håndtere virksomhedernes data.

Registreringen har holdt hårdt. Ingen ved præcis, hvor mange virksomheder, der er omfattet af det nye producentansvar, og mængden af affald er derfor også en ukendt faktor.

En del virksomheder har registreret sig i sidste øjeblik, og nu kigger de kollektive ordninger ind i en ny problematik, siger Marianne Roed Jakobsen, adm. direktør for den kollektive ordning Vana.

Udvidet producentansvar for emballage

  • Det udvidede producentansvar på emballage betyder, at distributør - herunder påfyldere og producenter og importør af fyldt emballage - gøres finansielt og praktisk ansvarlige for indsamling og genanvendelse af deres emballageaffald.
  • Formålet er at højne genanvendelsen af emballageaffaldet og skabe incitament til cirkulært design ved arbejde efter ”forurener-betaler-princippet”.
  • Det er afgørende, at producenterne har praktisk ansvar for sortering og genanvendelse af emballageaffaldet, samt indflydelse på indsamlingen, så det kan målrettes deres produktion med genanvendte råstoffer.
  • Virksomhederne kan enten vælge at indgå i en kollektivordning, hvor de betaler for fælles affaldshåndtering efter markedsførte mængder, eller etablere et individuelt system.
  • 41.000 danske virksomheder vurderes at blive omfattet af det udvidede producentansvar og den årlige regning, som producenterne skal betale, forventes at løbe op i mindst 2,3 milliarder kroner.
  • Genanvendelsesprocenten for husholdningsaffald skal hæves til 55 procent i 2025, 60 procent i 2030 og 65 procent i 2035. I 2017 var genanvendelsesprocenten i Danmark på 46 procent.
  • Ordningen træder i kraft 1. oktober 2025.
  • I Danmark har vi producentansvar på elektriske og elektroniske produkter, biler, batterier og akkumulatorer, engangsemballager til drikkevarer (Pant- og retursystem),
  • I de kommende år bliver der etableret udvidet producentansvar på emballage og engangsplast såsom vådservietter, balloner, letvægtsbæreposer, tobaksprodukter med filtre og fiskeriredskaber.
  • Emballage, der er omfattet pant- og retursystemet, er ikke omfattet producentansvaret.

Kilde: Dansk Industri

Vana kan hænge på tårnhøj regning

Frygten er, at virksomhederne har registreret for store mængder for at undgå at bringe sig selv i fedtefadet. Bordet fanger nemlig i forhold til de mængder, virksomhederne har registeret nu, og mængderne kan først ændres, når producentansvaret er trådt i kraft 1. oktober 2025.

Går virksomhederne med livrem og seler, kan ordninger som Vana risikere at hænge på en tårnhøj regning, siger administrerende direktør Marianne Roed Jakobsen.

- Den helt store udfordring bliver, at de kollektive ordninger på medlemmernes vegne skal stille sikkerhed svarende til tre måneders drift. Kommunerne og de private aktører på affaldsområdet skal jo have deres penge for at håndtere affaldet. Lad os sige, at vores medlemmer registrerer revl og krat. Hvis det viser sig, at de har overvurderet mængderne, får vi ansvaret for de store registrerede mængder, mens virksomheden reelt skal betale mindre, når den begynder at registrere de reelt markedsførte mængder. Likviditetsmæssigt kan vi få et problem. Det kan løbe op i et tre-cifret millionbeløb. Jeg håber, at vi har en god bank, siger Marianne Roed Jakobsen og stiller et regnestykke op:

- Miljøstyrelsen har tidligere vurderet, at producentansvaret for emballage beløber sig i 2,3 milliarder kroner årligt for virksomhederne. Hvis Vana har en markedsandel på 50 procent, og vi skal stille sikkerhed for tre måneders drift, beløber det sig til omkring 300 millioner kroner. I følge Bekendtgørelse om registrering og indberetning af emballage skal vi stille den garanti fire uger inden producentansvaret træder i kraft, altså 1. september 2025. Men vi er en ny virksomhed uden omsætning, indtil producentansvaret træder i kraft, siger direktøren og lister to løsninger op:

- Enten går vi til vores bank og beder dem stille garanti for hele beløbet. Den anden mulighed er, at alle producenterne - i vores tilfælde ca. 1.500 medlemmer - respektivt skal spørge deres egne banker. Det kan skabe en masse bureaukratisk bøvl. Og det er slet ikke sikkert, at alle producenter har så gode bankforbindelser, plus at det koster en masse penge at få stillet bankgarantier, siger direktøren, der generelt har en grundlæggende forståelse for, at myndighederne vil have en sikkerhed for, at Vana og andre kollektive ordninger kan stille garanti overfor en betaling af affaldshåndteringen til de kommuner, man er blevet tildelt.

- Jeg siger bare, at det kan være en pænt stor udfordring at finde en reel løsning på sikkerhedsstillelsen.

Løsning er statsgaranti

Hvad er, efter din mening, løsningen på den udfordring?

- Jeg mener, for det første, at kravet om sikkerhedsstillelse er alt for højt. Som det ser ud nu, skal beløbets størrelse regnes ud hele tre måneder inden 1. oktober 2025, altså 1. juni 2025, og garantien skal stilles en måned tidligere. 

- Kunne man forestille sig, at beløbets størrelse kunne beregnes senere i forløbet? Og at det var staten, der i opstartsperioden stillede garantien? Måske det første år eller to, så vi fik mulighed for at opbygge kapital?, siger Marianne Roed Jakobsen og kalder det "dybt problematisk", at man ikke kender beløbets reelle størrelse.

Ministerafvisning

Myndighedernes håndtering af optakten til producentansvaret for emballage har fra flere kanter været kritiseret kraftigt. De kollektive ordninger har oplevet flere opstartsvanskeligheder, som de blandt andet har fortalt il plastforum.dk. Miljøminister Magnus Heunicke er derfor opfordet til at udskyde producentansvaret, men for nylig afviste han endnu en udskydelse af det udvidede producentansvar for emballage. Det skriver han i et skriftligt svar til erhvervsmediet Børsen i midten af september.

Men direktørens ønske er ikke muligt, lyder det fra Miljøministeriet, der i et skriftligt svar til Plastforum siger, at en statsgaranti slet ikke er en juridisk mulighed.

"Det følger af direktivkrav fra EU, at kollektive ordninger skal stille en sikkerhed for, at de kan løse deres opgaver på vegne af producenter af emballage, herunder varetage praktiske opgaver vedrørende affaldsbehandling, samt afholde omkostninger til dette. Kravet om sikkerhedsstillelse har til formål at sikre, at det altid er producenter, der betaler for at håndtere emballageaffald, samt at det altid er klart, hvem der er ansvarlig for affaldet og for betaling. Det er således ikke muligt at gøre det til en opgave for staten at stille sikkerhed. Ministeriet har været i løbende dialog med de kollektive ordninger om de kommende regler for sikkerhedsstillelse, herunder relevant tidsperiode og søgt hvor muligt at tage de hensyn, der efterspørges. Baggrunden for, at sikkerheden skal dække omkostninger svarende til tre måneder er, at sikkerhedsstillelsen skal kunne dække omkostninger i hele den tidsperiode, som det tager at videregive ansvar for affald og betaling til en anden kollektiv ordning f.eks. i tilfælde af en kollektiv ordnings konkurs. Det er ikke muligt at gøre dette på kortere tid end tre måneder, lyder det i svaret fra Miljøministeriet.

Indberetningspligt til Dansk Producentansvar

(Uddrag fra 'Bekendtgørelse om registrering og indberetning af emballage').

Producenten eller dennes eventuelle repræsentant skal i forbindelse med registrering indberette oplysninger til Dansk Producentansvar om den forventede mængde tilgængeliggjorte emballage i 2024. Der var frist 31. august 2024 for indberetning.

Oplysninger om den forventede mængde tilgængeliggjorte genbrugsemballage skal ikke indberettes.

Indberetningen af mængder skal angives i kg fordelt på materialekategorier og fordelt på henholdsvis husholdningsemballage og erhvervsemballage. Hvis en emballage består af flere materialer, der ikke let kan skilles ad og ikke hører under de nævnte materialekategorier, skal emballagens samlede vægt for det materiale, som emballagen hovedsageligt består af, angives. Hvis emballagen skal sorteres som farligt affald eller restaffald efter sorteringskriterierne i bekendtgørelse om affald angives dette.

En producent, der forventer at tilgængeliggøre under otte ton emballage i 2024 kan vælge kun at registrere den forventede mængde tilgængeliggjorte emballage i 2024 og fordelingen i kg for hhv. husholdningsemballage og erhvervsemballage.

Kilde: Registerbekendtgørelsen

Bekendtgørelse i høring

Danske emballageansvarlige virksomheder skal fremover betale regningen for at indsamle og genanvende emballageaffald i Danmark. Dermed anspores virksomhederne til at producere mindre og mere miljøvenlig emballage. Det er hovedformålet med en ny bekendtgørelse, som Miljø- og Ligestillingsministeriet i fredags sendte i offentlig høring.

Bekendtgørelsen følger op på den politiske aftale om udvidet producentansvar for emballage fra 2022, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Med aftalen blev det besluttet, at regningen for affaldshåndtering af emballageaffald skal flyttes væk fra borgerne og over til virksomhederne 

Danskerne skal fortsat sortere affald som de plejer, og det vil fortsat være kommunerne, der indsamler emballageaffald.

Samtidig vil danskernes affaldsgebyr blive mindre, fordi producenterne fremover betaler regningen for indsamling og genanvendelse af emballageaffald.

Fristen for tilmelding til producentregistret var 31. august 2024, men virksomheder, som er omfattet af ordningen og ikke har tilmeldt sig, kan fortsat gøre det. Emballagebekendtgørelsen er i høring frem til 1. november 2024.

Det udvidede producentansvar træder fuldt i kraft den. 1. oktober 2025. Det forventes, at det udvidede producentansvar vil øge genanvendelse af høj kvalitet med ca. 60.000 tons om året.

Tilsynet med såkaldte ”freeriders” styrkes med en målrettet indsats, så alle virksomheder, der er omfattet, bidrager til at betale regningen. Et element i dette er en whistleblower-ordning, hvor virksomheder selv kan meddele til myndighederne, hvis de bliver opmærksom på, at nogle virksomheder ikke har tilmeldt sig.

Kilde: Miljøministeriet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111