Øget fokus på detailhandlen skal skaffe ægtepar mindst 25 procents vækst
- Jeg er dygtig til at udvikle koncepter. Min kone er vanvittigt dygtig til at smage og til at sætte ord på, hvad der mangler i en drikkevare.
Det konstaterer stifteren af juicevirksomheden Duice (udtalt lige som juice), Henrik Dam Emanuelsen, der driver virksomheden i parløb med hustruen Christina.
Sammen har de i løbet af de seneste par år udviklet fire juicevarianter, tre sodavandsprodukter og tre varianter af ingefærshots - og salget bare stiger og stiger, oplyser Henrik Dam Emanuelsen.
I regnskabsåret 2022/23 var der en omsætning på godt 2,4 millioner kroner, og den steg i 2023/24 til godt 3 millioner.
- Vi regner med en vækst på minimum 25 procent i indeværende regnskabsår, der begyndte 1. juli. Og vi er på rette spor efter de to første måneder, nævner direktøren.
Regnskabsår | 2023/24 | 2022/23 |
Valuta | DKK | DKK |
Nettoomsætning | 3.000.000 | 2.400.000 |
Bruttofortjeneste | 129.428 | 174.847 |
Resultat af primær drift | 58.819 | 49.575 |
Resultat før skat | 58.819 | 49.575 |
Årets resultat | 44.819 | 37.332 |
Balancestatus | 638.696 | 825.157 |
Egenkapital | 16.725 | -28.094 |
Antal ansatte | 1 | 1 |
Kilde: CVR |
Ny producent
Drikkevarerne er baseret på "reddet" frugt og grønt: Råvarer, der ikke kan sælges i butikkerne, eller 2.-sorteringsråvarer fra landbrug, som ikke lever op til grossisternes krav til størrelse, form eller farve.
Virksomheden, der efter en navnestrid netop har skiftet navn fra Twist:D til Duice - som beskrevet hos RetailNews' søstermedie, Food Supply - har siden begyndelsen af i år fået produkterne fremstillet hos Harboe i Skælskør.
Det er Henrik Dam Emanuelsen i disse dage ekstra glad for, idet han til at begynde med fik sine drikkevarer produceret hos Sorø-virksomheden Asiros Nordic, der netop er gået konkurs.
I det hele taget er langt de fleste arbejdsopgaver hos Duice udliciteret, så det er kun Henrik Dam Emanuelsen og hans hustru, der udgør selskabets medarbejderliste.
Salget af således overdraget til salgsselskabet Prosellers, som sammen med Twist:D/Duice har fået produkterne ind hos blandt andre Q8, Meny, Spar og aktører i cateringbranchen.
- Q8 er en rigtig god kunde, som har været med fra begyndelsen. Det seneste lille års tid har vi fokuseret på detailmarkedet, og selv om vi eksempelvis ikke er i alle Meny-butikker endnu, så håber vi på snart at komme det, konstaterer Henrik Dam Emanuelsen.
Han har en fortid som dansk distributør af den svenske drikkevareproducent Rscueds produkter, der laves efter nogenlunde samme koncept med andensorteringsfrugter.
Det har givet ham viden om branchen og et indblik i produktionen, påpeger iværksætteren, der også har fire års erfaring som chef for salget hos bagerivirksomheden Foodpeople.