Skulle sælges i 190 7-Eleven-butikker: Nu er Løvens Hule-selskab konkurs
I januar sidste år tonede iværksættertrioen Benjamin Pedersen, Martin Hansen og Mikkel Præst frem i DR-programmet Løvens Hule.
De to førstnævnte startede i 2019 ud med ideen om at sælge og producere chokolade med fyld lavet af kikærter, og halvandet år senere blev duoen altså til førnævnte trio.
I Løvens Hule-afsnittet lavede de en aftale med serieiværksætteren - og tidligere uddannelses- og forskningsminister for Venstre - Tommy Ahlers, der var på gæstevisit i iværksætterprogrammet.
Det forløb dramatisk, da ingen af løverne - inklusive Tommy Ahlers - indledningsvist ønskede at investere i virksomheden.
Oprindeligt hed virksomheden By Hansens, men som senere endte med at hedde Bælg - hvilket også var navnet, de optrådte i Løvens Hule under.
Efter en "brandtale" af Benjamin Pedersen vendte Tommy Ahlers på en tallerken og valgte at investere 350.000 kroner for 15 procent af Bælg. Det svarede til en værdiansættelse på 2,33 millioner kroner.
Den investering har nu vist sig ikke at have gået efter planen.
4. september blev Bælg ifølge Statstidende erklæret konkurs ved retten i Svendborg.
Ifølge CVR står Tommy Ahlers stadig som medejer af de 15 procent af virksomheden, han investerede i.
Regnskabsår | 2022 | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 0,0 | -0,2 | -0,1 |
Resultat af primær drift | -1,0 | -0,6 | -0,1 |
Resultat før skat | -1,0 | -0,6 | -0,1 |
Årets resultat | -0,8 | -0,5 | -0,8 |
Balancestatus | 1,3 | 0,6 | 0,1 |
Egenkapital | -0,1 | 0,3 | 0,0 |
Antal ansatte | 1 | 1 | 2 |
Kilde: CVR |
Skulle trykteste produkt
Bælgs produktion foregik i Ørbæk på Fyn, og i kølvandet på Løvens Hule-successen blev Bælg-produkterne taget ind til salg hos 7Eleven.
Bælg og deres såkaldte konfekthapsere - fyldte chokolader/barer, hvor fyldet er lavet af kikærter, mandler og havregryn - landede for godt et års tid siden en aftale om salg i 190 7-Eleven-butikker over hele landet.
Det skrev fyens.dk.
Martin Hansen, der stiftede virksomheden med makkeren Benjamin Jack Pedersen, kaldte dengang aftalen med 7-Eleven for en interessant måde at få tryktestet produktet på.
- Vi er ude i butikker over hele landet, og vi har fået stor eksponering, men én ting er at have en interessant idé og et godt produkt. Noget andet er, om vi er klar til det herhjemme.
- Man ser jo af og til noget, som popper op uden at slå bredt igennem, men som bliver sindssygt populært om 10 år, og vi har da talt om, at vi risikerer at blive dem, det sker for. Noget af det, jeg glæder mig allermest til, er derfor at finde ud af, om Danmark er klar til vores produkt, og om vi kan leve op til det, som de helt store kunder kræver af os, siger Martin Hansen til fyens.dk.