23948sdkhjf

Dansk modeikon fejrer 40 år med tocifret millionunderskud

Mange års modehistorie gik egentlig tabt ved en konkurs i 2020, men siden har vestjyske Marc Lauge rejst sig fra asken. Dog har det seneste år budt på både katastroferegnskab og jubilæum

40 år på bagen - men også et regnskabsår til glemmebogen. 

Godt nok er regnskabsoffentliggørelsen efterhånden nogle måneder gammel, men i anledningen af sit fjerde runde jubilæum har modehuset Marc Lauge gjort opmærksom på sig selv med en særskilt pressemeddelelse. 

Og det aftvinger et kig på virksomhedens tilstand - i særdeleshed efter konkursen i 2020, der endte med at koste den vestjyske ejerfamilie dyrt.  

Et tilbageblik på virksomhedens forgangne fire årtier fortæller nemlig både en historie om klassiske jeans, som var populære - og siden er blevet retro

Men det seneste regnskabsår for modehuset fortæller også en historie om tilbagegang og svigtende salg. 

Således måtte Marc Lauge notere sig et minus på over ti mio. kr. samt en faldende bruttofortjeneste - fra 9,6 mio. kr. i 2021/22 til 6,9 mio. kr. i 2022/23.

Egenkapitalen i virksomheden er dog stadig sund, fremgår det af regnskabet. Den lyder på 37,1 mio. kr.

Marc Lauge

  • Modebrandet blev stiftet i 1984 af Bjarke Lauge Christensen. 
  • Virksomheden holder til i Esbjerg. 
  • Selskabet er opkaldt efter Bjarke Lauge Christensens ene søn, Marc Lauge, der i dag hedder Marc Østergaard. 
  • Den anden søn, Thomas Lauge Christensen, er i dag retail manager i virksomheden. 
  • Selskabet gik egentlig konkurs i 2020, men ejertrioen købte aktiverne ud af konkursboet og genoplivede brandet. 
  • Marc Lauge havde i 2022/23-regnskabet en bruttofortjeneste på 6,9 mio. kr. og noterede sig et underskud på 10,1 mio. kr. 

Kilde: CVR og Marc Lauge

Leverandørsnyd

Det har ikke været muligt for RetailNews at forholde hverken Marc Lauge-direktøren eller den øvrige ledelse i modehuset til det seneste regnskab. 

Virksomheden er ikke vendt retur på en henvendelse på baggrund af den udsendte jubilæumspressemeddelelse. 

Men i april beskrev retail manager Thomas Lauge Christensen over for DetailWatch, hvorfor nedgangen havde været så markant i sidste halvdel af 2022 og første halvdel af 2023. 

- Vi har en leverandør, der har snydt os og leveret tomme varer. Og så er en af vores største kunder gået konkurs, sagde han dengang og tilføjede, at "der er tale om en udenlandsk leverandør", som man har lagt sag an imod. 

MARC LAUGE HOLDING ApS
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 6,9 9,6 13,4
Resultat af primær drift -10,5 -7,3 -1,6
Resultat før skat -11,0 4,1 3,4
Årets resultat -10,1 4,1 3,2
Balancestatus 48,8 85,5 81,4
Egenkapital 37,1 47,3 45,9
Antal ansatte 29 29 28
Kilde: CVR

Planlagt direktørskifte

Bjarke Lauge Christensens to sønner, Thomas og Marc, har gennem årene været involveret i virksomheden i større eller mindre grad. 

Marc Lauge Christensen, der i dag hedder Marc Østergaard, er dog ikke længere en del af virksomheden. 

Det bunder i en dom for vold og voldtægt, han fik i starten af 2023 - og som siden blev skærpet i landsretten i august 2024. 

Thomas Lauge Christensen forklarede i april til DetailWatch, at hans bror ikke havde været ansat i virksomheden i halvandet år, og at der dengang var "blevet lavet en overdragelsesaftale omkring" hans ejerandele i selskabet. 

Og i forhold til et forestående generationsskifte i Marc Lauge, kan Thomas Lauge Christensen desuden i fremtiden se frem til at blive forfremmet til adm. direktør - i hvert fald hvis det står til far-Bjarke. 

Men skiftet lader vente på sig lidt endnu. 

- Jeg er ikke klar til at trække mig tilbage endnu, det må jeg indrømme. For Thomas, der har en lille datter derhjemme, passer det også meget godt, at tingene fortsætter sådan her lidt endnu, erkender Bjarke Lauge Christensen og tilføjer:

- Familien har altid været med, og det betyder meget for mig, at jeg har min familie så tæt med i virksomheden, for det kræver noget at være selvstændig. Det er godt at kunne dele den passion med sine nærmeste.

Bjarke Lauge Christensen er stadig majoritetsejer af selskabet bag Marc Lauge. 

Han sidder således på mellem 50 og 66,7 procent af andele i modevirksomheden. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel Modebranchen
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.682