23948sdkhjf

Lukkede de sidste Reshopper-butikker: Nu træder direktøren selv tilbage

Reshopper skal udelukkende satse på onlinedelen i genbrugsplatformens fremtidige strategiplaner, og derfor har den siddende direktør trukket sig fra posten

Ingen fysisk detailhandel - og mere online ditto. 

Det var mantraet, da Reshopper i maj i år annoncerede, at man senest 31. maj ville lukke de to sidste Reshopper-butikker i Valby og Taastrup. 

"Vi har de seneste år dedikeret vores tid til at skabe et unikt cirkulært koncept, der forener online og offline shopping. Drømmen var at åbne butikker over hele landet, der kunne integreres med vores markedsplads. Desværre må vi erkende, at butikker ikke kun skal være bæredygtige for kloden, men også for økonomien, og det har vi ikke kunne få dem til at blive," skrev Reshopper dengang i et opslag, der var underskrevet af adm. direktør, Casper Blom. 

Og nu har direktøren selv også valgt at trække stikket som øverste mand i ledelseslaget. 

Det fremgår af CVR, hvor Casper Blom pr. 1. august er fratrådt som adm. direktør i Reshopper - og i stedet er Lasse Wulff Hansen, tidligere direktør for GulogGratis.dk, indtrådt i hans sted. 

Over for RetailNews bekræfter Reshopper direktørskiftet, ligesom Lasse Wulff Hansen i en pressemeddelelse sætter yderligere ord på hans nye titel. 

- Jeg har fulgt Reshopper i mange år og er imponeret over teamets vedholdenhed og stærke brugervenlige platform. Jeg er derfor både glad og taknemmelig for at få rollen som ny CEO, hvor jeg ser frem til at bidrage med indgående markedspladserfaring og medvirke til at forløse et endnu større potentiale for handlen med secondhand til børnefamilier, udtaler Lasse Wulff Hansen. 

Reshopper

  • Genbrugsplatformen, der primært sælger tøj og legetøj til babyer og børn, blev stiftet i 2012. 
  • Stifterne var dengang Nicolai Danmark Johannesen, Jonas Funk Johannessen, Anders Munk og Anders Dahl Pape.
  • Casper Blom blev udpeget som adm. direktør i oktober 2022. 
  • Platformen har de seneste tolv måneder haft 300.000 brugere, og i 2023 skiftede over to mio. ting hænder mellem børnefamilier via platformen. 
  • 95 procent af de aktive brugere er kvinder i alderen 25-45 år 
  • Blandt investorerne i Reshopper finder man Jesper Buch, Esben Gadsbøll og Christian Bjerre Kusk.

Kilde: Reshopper

Ny titel, større engagement

I samme fremsendte pressemeddelelse beskriver genbrugsplatformen endvidere, at Casper Blom i fremtiden vil have titel af salgsdirektør, ligesom han tiltræder som menigt medlem i Reshoppers bestyrelse. 

Casper Blom ejer i dag stadig mellem 25 og 33 procent af Reshopper - blandt andet sammen med Jesper Buch, der er noteret for en ejerandel på mellem fem og ti procent. 

- Jeg tog over som direktør for to år siden med et mål om at binde fysisk og digital genbrugshandel sammen ved at etablere butikker i hele landet. 

- Med solid onlinevækst i bagagen skal selskabet nu koncentrere en ny strategi om den digitale platform, hvorfor vi har fundet en stærkere kandidat til de udfordringer, som sammen med det eksisterende team, skal forløse ambitionerne for selskabet, den tekniske platform samt markedet for børnefamiliers genbrugshandel, udtaler Casper Blom. 

Ny bestyrelsesformand i Reshopper er desuden Mads Dahl Andersen, der har bestyrelseserfaring fra DAO, Boligportal, North Media og - som Lasse Wulff Hansen - GulogGratis. Han afløser Esben Gadsbøll på formandsposten. 

Det er i øvrigt ikke længe siden, at Reshoppers pengetank var helt tom - og mere til. 

Egenkapitalen var således i minus, men Casper Blom har tidligere konstateret, at udviklingen var "helt som forventet" - og det seneste regnskab viser da også, at der er kommet styr på tallene. 

Her præsenterede Reshopper således et overskud på bundlinjen på 2,1 mio. kr. for perioden 1. juli 2022-30. juni 2023 samt en genetableret egenkapital på 4,2 mio. kr. 

RetailNews ville gerne have truffet Casper Blom for en kommentar på hans fratrædelse som direktør og Reshoppers strategiske fremtid, men det har ikke været muligt inden denne artikels deadline. 

RESHOPPER ApS
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 7,2 3,6 3,7
Resultat af primær drift 2,1 0,4 1,7
Resultat før skat 1,1 -0,4 1,2
Årets resultat 2,1 0,0 1,3
Balancestatus 14,1 5,6 6,3
Egenkapital 4,2 -3,2 -3,2
Antal ansatte 0 7 5
Kilde: CVR

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156