Søskendepar bag Aarhus-tøjbrand åbner butik i København
Efter at have opnået succes og vækst i Aarhus vælger tøjbrandet Pitaya at åbne en butik i hjertet af København.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Der har været stor efterspørgsel i forhold til København, især på vores sociale medier. Så nu er tiden kommet til, at vi endelig åbner butikken, hvilket vi selvfølgelig fejrer med fest og farver, siger Ida Marie Thomsen, medstifter af Pitaya, i meddelelsen.
3. august vil den nye forretning åbne klokken 12 på Kronprinsensgade 11 i Indre By. Her vil brandet også løfte sløret for en helt ny kollektion.
Søskendeparret Ida Marie Thomsen og Mads Emil Thomsen står bag Pitaya, som de startede sammen på værelset hjemme i Haderslev.
Pitaya har i dag 19 ansatte, og endnu flere er på vej i forlængelse af den nye butiksåbning.
Ida Marie Thomsen og Mads Emil Thomsen driver Pitaya gennem selskabet Nordic Fashion Stores Aps, som i 2023 landede et overskud på 928.511 kr. efter skat.
Tyskland er næste skridt
Det næste skridt på brandets rejse er forhåbentligt at åbne sin første fysiske forretning i udlandet. Indenfor den nærmeste årrække vil stifterne gene åbne en butik i Tyskland.
Det betyder også, at Ida Marie Thomsen vil skulle rykke teltpælene op og rejse med til den næste lokation.
Da virksomheden rykkede væk fra hjemmet og ind til Aarhus, flyttede Ida Marie Thomsen med. Det samme gør hun nu, hvor selskabet åbner forretning i København. Det samme vil hun gøre med en eventuel butiksåbning i Tyskland.