23948sdkhjf

Tidligere Irma-direktør går i fodsporene på sin forgænger

Det bliver en gammel kending i Løgismose-regi, der skal overtage direktørposten i virksomheden. Her har man ansat Charlotte Nilsson Norby til at tage over fra Jesper Uggerhøj

Løgismose har fundet en erstatning for Jesper Uggerhøj til at bestride posten som adm. direktør i virksomheden, efter han i april blev præsenteret som koncernchef i Halberg-koncernen.

Og her er valget faldet på Charlotte Nilsson Norby, der kommer fra en stilling som kategoridirektør for tørvarer og EVM hos Coop.

Faktisk er det ikke første gang, at hun er på lønningslisten i Løgismose, da hun fra 2018 til 2021 var ansat som kommerciel direktør hos den danske fødevarevirksomhed.

Overfor Fødevarewatch fortæller Charlotte Nilsson Norby også, at hun er begejstret for at være tilbage i virksomheden.

- Jeg glæder mig meget til igen at arbejde for Løgismose og bidrage til den videre udvikling af virksomheden og visionen omkring bæredygtig gastronomi, siger hun blandt andet til mediet.

Inden hun blev kategoridirektør i Coop, nåede hun også at være 11 måneder i Irma, hvor hun var kædedirektør.

Charlotte Nilsson Norby tiltræder ifølge Fødevarewatch sin nye stilling senest den 15. september 2024.

Løgismose er ejet af førnævnte Halberg A/S fra Sydfyn, som i sommeren 2023 købte Løgismose fra kapitalfonden IK.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.735