23948sdkhjf

Detailhandlens største talenter præmieret

Dansk Erhverv har uddelt Detailhandelens Fagprøvepris, som går til den dygtigste elev i branchen.
Det er 15. gang, at prisen uddeles. Første- og andenpladsen gik i år til elever i Trekantsområdet, og tredjepladsen tilfaldt en elev fra Midtjylland.

Detailhandlens Fagprøvepris går i år til Sarah Friis Elliott, der får prisen for sin fagprøve ”Specialmålsgardiner”. Hun er oplært hos Jysk i Fredericia og uddannet på Tradium.

”Det er et meget ambitiøst salgsinitiativ, som Sarah har planlagt og ikke mindst gennemført".

Dommerkomiteen vurderede, at Sarah med sine fagprøveaktiviteter har formået at skabe et imponerende økonomisk resultat og vækst via sin indsats og fokus på specialmålsgardiner.

Det har Sarah Friis Elliott gjort igennem en lang række aktiviteter: kundeanalyse, ny indretning af salgsarealet via en helt igennem imponerende analyse og modelopbygning af butiksarealet. Hun lavede videooptagelser af kundestrømmen før og efter forandringerne samt analyse af salgsprocessen. Hun nævner selv, at hun har haft 100% fokus på det personlige salg – eller ”kundejagten”, som hun kalder det.

”Specialmålsgardiner er en potentiel guldgrube, der bare venter på at blive udnyttet.

Med en forholdsvis simpel indsats kan man mangedoble omsætningen på et produkt, hvor man er fri for fordyrende mellemled”, fortæller Sarah Friis Elliott. Så er budskabet vist givet videre til købmændene i Jysk. Med æren følger 25.000 kr.

Andenpræmien gik til Charlotte Stobberup for fagprøven, inden for hudpleje, ”Clarins” i Matas i Horsens. Charlotte er uddannet på Handelsfagskolen i Odder.

Charlotte Stobberup har planlagt og gennemført et salgsfremstød på mærket ”Clarins” i sin Matas butik.

Dommerkomiteen mener, at har hun gjort dette med en imponerende række af kundeaktiviteter, temaaftener, kundeanalyser, markedsføring, kundekonkurrencer og meget mere. Charlotte har opnået meget imponerende økonomiske resultater.

Charlotte formår at se mulighederne ved sit produkt og de unikke egenskaber og værdier det besidder.

Hun arrangerede blandt andet en særlig kundeaften for kræftramte kvinder. Et indsatsområde som Clarins-koncernen også har i Frankrig. Hun modtager 20.000 kr.

Tredjepræmien gik til Daneshan Arokiyanathar for fagprøven ”Ren kærlighed til din bil” hos Shell/7-Eleven i Herning. Daneshan er uddannet fra Business College Syd, Mommark.

Daneshan Arokiyanathar har lavet et salgsfremstød omkring vaskenøgler til bilvask hos Shell/7-Eleven i Herning. Hans fagprøve er en imponerende opvisning i kreativitet, overblik og købmandskab.

Det er ganske enkelt genialt at indsamle nøglerne til bilerne, da han kan se at kunderne vælter ind, og så sørge for at rengøre dem og vaske dem mens kunderne handler ind. Han formår at skabe øget omsætning og bundlinje på kun to dage. Det er jo det som detailhandelen handler om. Han modtager 15.000 kr.

Øget opmærksomhed om butiksfaget
Detailhandelens Fagprøvepris blev uddelt for første gang i 1999. Prisen er indstiftet af Dansk Erhverv og Dansk Principalforening for at hædre de bedste elever i detailhandelen.

- Vi kan endnu engang konstatere, at der er utrolig mange dygtige elever med i konkurrencen. Hvert år beviser eleverne, hvor meget initiativ og engagement de har, og derfor er det også en stor glæde at være med til at uddele prisen år efter år, siger underdirektør i Dansk Erhverv, Niels Milling.

- Jeg er overbevist om, at prisen er med til at skabe et godt image og en øget opmærksomhed om butiksfaget og detailhandelsuddannelserne. Formålet med prisen er ikke mindst at anerkende elevuddannelsens betydning for uddannelse af kvalificeret arbejdskraft, der kan stå mål med fremtidens udfordringer i detailhandelen, siger han.

Flotte præmier til vinderne
Præmiesummen er på i alt 60.000 kroner fordelt med 25.000 kroner til 1. præmien, 20.000 til 2. præmien og 15.000 kr. kroner til 3. præmien. Præmierne blev uddelt i forbindelse med en større uddannelseskonference med temaet ”Fra ekspedient til sælger” med over 140 deltagere, som blev afholdt af Dansk Erhverv 23. september 2011 på Børsen i København.

Det er Dansk Principalforenings fond, der står for tildelingen af præmierne ved Detailhandelens Fagprøvepris. Købmand Henry S. Meyer er formand for Dansk Principalforening og formand for den særlige nedsatte priskomite, som forestår udvælgelse af de tre dygtigste elever.

Fakta:
Detailhandelen uddanner årligt godt 5.000 elever målt på indgåede uddannelsesaftaler. Detailhandelen er dermed den branche, der i erhvervsuddannelserne tegner sig for flest uddannelsesaftaler, og dermed er branchen en betydningsfuld uddannelsesfaktor.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.286