Bunden er slået ud af pengekassen hos 100 år gammelt lingeriselskab
Over 100 års detailhistorie - men de seneste kapitler i fortællingen om Femilet har været mere triste end glade.
Et nyligt offentliggjort regnskab fra lingeriforretningen afslører et nyt underskud på selskabets bundlinje - og det er blot det seneste i rækken af millionunderskud i Femilet.
Femilet
- Femilet sælger undertøj og lingeri til kvinder.
- Selskabet blev stiftet i 1923 af Jens Krøjgaard.
- I 2010 blev Femilet opkøbt af franske Chantelle Group.
- Femilet tabte i det seneste regnskabsår over 10 mio. kr.
Kilde: Femilet
De seneste ti år har undertøjsforretningen således tabt over 100 mio. kr. - og nu er egenkapitalen samtidig røget i minus, endda i den tocifrede millionklasse.
"Elektricitet, brændstof, mad og andre basale fornødenheder bliver stadig påvirket af høje priser, hvilket reducerer danskernes disponible indkomst. Derfor er danskerne stadig tilbageholdende, og luksusprodukter bliver ofte nedprioriteret," skriver ledelsen bag Femilet i sin årsberetning, hvor man samtidig erklærer årets resultat for "under forventningerne" og "uacceptabelt".
Samtidig bebuder Femilet-ledelsen, at "der er brug for ny strategisk handling", hvis Femilet "skal have en stærk fremtid i Danmark".
Ny retning
Helt konkret betyder det, at den nye strategiske retning vil "få markant indflydelse på hovedkontoret og den administrative del af Femilet, idet nogle områder vil blive flyttet til Holland".
Hvad det helt konkret betyder for Femilets over 100 danske ansatte "vides endnu ikke", skriver Finans, som forgæves har forsøgt at få en kommentar til 2023-regnskabet selskabets franske ejere.
Femilet blev i 2010 opkøbt af den franske gigant Chantelle Group, der har hovedsæde i Paris.
Den negative egenkapital, der helt præcist lyder på 11,7 mio. kr., forventer Chantelle Group at kunne genskabe i den nærmeste fremtid gennem driften.
Lykkes det ikke, "vil selskabets ejere sørge for ny kapital", lyder det i årsrapporten.
Chantelle Group, der har over 10.000 udsalgssteder på tværs af 79 lande, omsatte i koncernens seneste regnskabsår for 334 mio. euro - svarende til 2,5 mia. danske kr.
RetailNews har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Femilets ledelse til 2023-regnskabet.