Kaufmann betaler millionbøde for brud på konkurrenceloven
En årelang sag om brud på konkurrenceloven har nu nået et - foreløbigt - punktum.
Kaufmann betaler således en bøde på seks mio. kr. for en længerevarende og gentagende overtrædelse af konkurrenceloven - og både direktør, Henrik Kaufmann, og en anden ledende medarbejder skal betale 120.000 kr. i bøde.
Det fremgår af en meddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen onsdag.
Sagen har tråde helt tilbage til en årrække fra 2013 til 2017, hvor Hugo Boss og Kaufmann udvekslede fortrolige oplysninger med hinanden.
"Hugo Boss er både producent/leverandør og forhandler af beklædningsgenstande af mærket Hugo Boss i detailhandlen. Ginsborg (et andet tøjbrand, red.) og Kaufmann har begge Hugo Boss i deres sortiment, men forhandler også beklædning af andre mærker," skrev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sagens begyndelse i 2020.
Afgørelsen blev siden anket til Sø- og Handelsretten, som dog stadfæstede konkurrencemyndighedernes afgørelse - og nu er der afsagt endelig dom over de involverede.
- Kaufmann og to ledende medarbejdere betaler bøder for at have deltaget i ulovlig informationsudveksling med deres leverandør, Hugo Boss. Det forhold, at leverandøren også var aktiv på samme marked, gjorde, at informationsudvekslingen var i strid med konkurrencereglerne.
- Sagen understreger, at virksomheder bør udvise særlig forsigtighed, når de udveksler oplysninger med deres leverandører, når leverandøren selv er aktiv på samme marked, udtaler vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Tine Rønde, om sagen.
Ifølge Ritzau undersøger politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), om der er grundlag for strafferetlig forfølgelse af parterne i sagen.