23948sdkhjf

Her er Coops nye CEO

Det bliver Thor Skov Jørgensen, der skal være ny Coop-direktør

Thor Skov Jørgensen er ny direktør for Coop. 

Det meddeler Coop i en pressemeddelelse - og bekræftes yderligere af OKs direktør, Michael Løve, i et LinkedIn-opslag

"I dag er det offentliggjort, at Thor Skov Jørgensen skal videre til Coop som ny CEO. OK a.m.b.a. har købt en del af Coop Danmark i en aftale, som endnu mangler konkurrencestyrelsens godkendelse. Derfor har vi måtte tage plads på sidelinjen, imens Jeff Gravenhorst har ledt arbejdet med at finde en ny CEO til Coop. I et stærkt kandidatfelt har han og Coops bestyrelse valgt Thor," skriver Michael Løve i opslaget. 

Dermed bekræfter Michael Løve, hvad RetailNews allerede erfarede i april, da vi pegede på den nuværende finansdirektør for OK som ny Coop-direktør.

Thor Skov Jørgensen, CV

  • 2024 - | Adm. direktør, Coop Danmark
  • 2023 - nu | Finansdirektør, OK
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Danoil
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Kamstrup
  • 2021 - nu | Bestyrelsesmedlem, Relesys
  • 2017 - nu | Bestyrelsesmedlem, Fonden for Socialt Ansvar
  • 2020 - 2023 | Bestyrelsesmedlem, Skagen Food
  • 2020 - 2023 | Salling Group, direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2019 - 2020 | Direktør for Føtex og direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2016 - 2020 | Direktør for Føtex
  • 2014 - 2016 | Driftsdirektør i Netto
  • 2007 - 2013 | Konsulent, Boston Consulting Group
  • Thor Skov Jørgensen er født i København, har gået i folkeskole i henholdsvis Mariager og Holland, og så tog han sin studentereksamen i Vejle. Han er i dag bosat i Aarhus med sin hustru og tre børn.

 

Vil genrejse Coop

Hovedpersonen er selvfølgelig glad for sin nye rolle.

- Jeg glæder mig til sammen med mine 40.000 nye kollegaer at genrejse Coop til glæde for de to millioner medlemmer og de ca. 800.000 kunder, der hver dag handler i Coops butikker. Det vil kræve et enklere og mere handlekraftigt Coop, hvor samspillet mellem butikker og alle centrale funktioner er afgørende, lyder det fra Thor Skov Jørgensen i pressemeddelelsen.

Bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst har en klar opgave til den nye CEO for Coop.

- Jeg har haft fornøjelsen af at lære Thor at kende igennem de seneste seks måneder og har mødt et godt menneske, en god leder og en yderst kompetent dagligvareleder. Thor vil sikre et stærkt fokus på drift og lønsomhed og samtidigt styrke Coops særkende, herunder vores kollegaers potentiale og forstærke Coops position på markedet, siger Jeff Gravenhorst i meddelelsen.

I kølvandet på udnævnelsen af Thor Skov Jørgensen som CEO for Coop skal OK ud at søge en ny finansdirektør.

Thor Skov Jørgensen starter officielt i Coop 19. juni.

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173