Salling åbner Danmarks største skoafdeling på over 1000 kvadratmeter
En ombygning over flere måneder - og et spritnyt modeunivers.
Sallings stormagasin i Aarhus slår fredag 31. maj dørene op til hele tre nye etager med modeprodukter -samt, ifølge en pressemeddelelse fra Salling, Danmarks største skoafdeling.
Læs også: Salling indgår samarbejde med modegigant
Den bliver på 1300 kvadratmeter og skal være "Danmarks største destination for skoentusiaster", som Salling-kæden selv formulerer det.
- Vi har længe set frem til at slå dørene op til vores tre nye fashion etager i Salling Aarhus – og ikke mindst Danmarks største skoafdeling. Den store investering afspejler, at vi forsat tror på de fysiske butikker. Med en omfattende ombygning og tilføjelsen af adskillige nye mærker er vi begejstrede for at præsentere en verden af stil, kvalitet, høj service og inspiration til vores gæster, udtaler Salling-direktør, Marianne Bedsted.
Der er officiel åbning på både den nye skoafdeling samt de tre nye etager med modetøj klokken 10 fredag.