Fysiske butikker er ikke længere prøveklud
De fysiske butikker bliver ikke længere brugt som udstillingsvindue og prøveklud af kunderne.
En ny undersøgelse viser, at det nu går den modsatte vej i mange tilfælde.
Undersøgelsen viser, at størstedelen af de danske forbrugere tjekker varer på nettet, før de går ud og køber dem i de fysiske butikker. Hele 65 procent af de e-handlende i Danmark svarer i den nye undersøgelse, at de ofte eller meget ofte undersøger en vare på nettet, inden de handler i en fysisk butik.
- Med en laptop eller smartphone kan du på et splitsekund finde information om priser, og tjekke om varen er på lager i den pågældende forretning. Men ofte vil du have varen nu og her, og du vil også gerne føle på kvaliteten nede i butikken, siger professor og ekspert i e-handel, Niels Bjørn-Andersen, fra CBS.