Ét år efter Basalt-lukning: Så skarp er detaileksperts Salling Group-spådom
Salling Groups Basalt-kæde var ét ultimativt symbol på hard discount.
Den blev dog lukket i maj sidste år omtrent på denne dato - 25. maj for at være helt præcis.
Soft discount og hard discount
- Soft discount:
Udvidet sortiment
Ferskvarer i større omfang
Afdelingsopdelt butik - enkelte med betjening
Større butikker bliver større
Flere medarbejdere på gulvet
Hard discount:
Relativt små butikker
Typisk på sekundære beliggenheder
Begrænset varesortiment
Simpel indretning
Ingen særlig service
Kilde: Mogens Bjerre
Siden har dagligvaregiganten fokuseret sine kræfter på Netto-kæden og udrulningen af nye butikker i en indædt kamp mod konkurrenten Rema 1000.
- Vi fortryder intet. Vi har fået masser af erfaringer og fået testet det, vi ønskede, og derfor er tiden også rigtig til at stoppe testen, sagde daværende Basalt-direktør, Henrik Nielsen, umiddelbart efter kædelukningen.
Detailekspert Bruno Christensen, der har over 60 års erfaring fra branchen, vurderer imidlertid ikke, at hverken tiden eller markedet er der til en ny lignende Basalt-satsning for Salling Groups vedkommende.
- For Salling er det førsteprioritet at satse på de tre succesfulde koncepter som man har i dag, og derfor er det naturligt, at man ikke vil bruge kræfter på et nyt koncept, understreger han over for RetailNews.
Han tilføjer, at man dog generelt i detailbranchen ser koncepter, som "tenderer til at være hard discount".
Han nævner i flæng giganter som Flying Tiger og Normal, mens også de nyere danske koncepter som Big Dollar -som netop har åbnet butik nummer fem i Danmark - samt Basic & More, der snart nærmer sig 20 danske butikker.
Begge har træk, der passer ind i 'hard discount'-strømningen, mener Bruno Christensen.
Bruno Christensen
- Bruno Christensen har over 60 års erfaring fra detail- og dagligvarebranchen.
- Han har en konsulentuddannelse gennem Danmarks Erhvervsfond og har igennem flere år været ansat i De Samvirkende Købmandsforeninger.
- Han har i løbet af 1990'erne og 2000'erne stiftet både Detailhandels Promotion, det internationale netværk The Ebeltoft Group samt analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia.
Kilde: www.brunochristensen.com
Mætningspunkt
Ifølge Bruno Christensen vil man formentlig ikke se andre dagligvarekoncerner forsøge sig med et Basalt-agtigt koncept i den nærmeste fremtid.
Detaileksperten vurderer, at "markedet har nået et mætningspunkt" - en kendsgerning som også analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia tidligere har frembragt.
Altså at dagligvaremarkedet bugner af butikker, mens positionskampen om at vinde de gode butiksplaceringer er både indædt og intens.
Ifølge Bruno Christensen er der samtidig også en sket en modernisering og opgradering af de discountbutikker, som tidligere har haft ry for at være skrabede og uindbydende.
- Den historiske udvikling viser, at de fleste discountkæder bevæger sig mod flottere butikker, større vareudvalg og flere medarbejdere, påpeger han og understreger i samme ombæring, at der "altid vil være plads til et butikskoncept, der tilbyder produkter til lavere priser".
Men det seneste bud på en ren hard discount-kæde - Basalt - nåede altså kun ti måneders levetid.
RetailNews ville gerne have snakket med tidligere Basalt-direktør, Henrik Nielsen, om erfaringerne og tankerne fra Basalt-tiden et år efter kædens lukning.
Men det har ikke været muligt at få et interview i stand med ham inden denne artikels deadline.