Dette betyder millionstort frasalg for den milliarddyre Coop-redningsplan
Opdateret 24/5-24 med bekræftelse fra OK på yderligere millionindsprøjtning i Coop-aftalen
345 millioner kroner.
Så meget skal Sydbank slippe for at få fat i Coop Bank.
Det meddelte parterne mandag morgen i en pressemeddelelse - og ifølge bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, Lars Krull, er det en god handel for Sydbank.
Sådan fordeles de 2 mia. kr. til Coop Danmark
- Coop Amba indskyder op mod 500 mio. kr. kontant i Coop Danmark - pengene kommer blandt andet fra salg af Coop Bank (nu solgt for 345 mio. kr.)
- Coop Ambas kursuscenter Severin i Middelfart overgår til Coop Danmark.
- Coop Amba eftergiver gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark.
- OK indskyder omkring 700 mio. kr. kontant i Coop Danmark.
- OK køber Coop-byen til en samlet værdi på 565 mio. kr.
- I alt: 2115 mio. kr.
Kilde: OK og Coop Danmark
- Det er godt købt, men ikke nødvendigvis specielt godt solgt, men man må nok samtidig konstatere, at Coop har solgt til den bank, der ville give mest, og prisen afspejler også, at størstedelen af Coop Banks kunder ikke har banken som den primære bankforbindelse, siger Lars Krull til FinansWatch.
Over for RetailNews påpeger bestyrelsesformand i Coop Bank, Kristine Martin Berg, at man er "meget tilfredse med prisen".
- Ikke mindst fordi - og det er det allermest væsentlige - Coop Banks medarbejdere og kunder stadig står tilbage med en bank. Det har været det allervigtigste for os, da vi skulle vælge en aftager til banken. Og det har vi opnået med Sydbank, siger Kristine Martin Berg.
Hun betegner opgaven med at skulle sælge banken - endda som ny Coop Bank-formand - som "fantastisk spændende".
- Jeg har altid haft en stor kærlighed for Coop Bank, siden jeg kom ind i Coop Ambas bestyrelse, så på den måde er det noget, jeg har fulgt meget tæt. Derfor var det egentlig naturligt, da Lasse Bolander fratrådte, at det var mig, der skulle ind og køre salgsprocessen færdig, siger Kristine Martin Berg og tilføjer, at der har været "flere interesserede parter" til at aftage bankforretningen.
- Vi har haft en interesse i, at det skulle gå stærkt med at finde en fremtidig ejer af Coop Bank, fordi det selvfølgelig har givet noget usikkerhed, da man i sin tid annoncerede, at banken skulle sælges, supplerer Coop Bank-formanden.
Hun tror desuden, at Coop Bank bestemt har en selvstændig, fremtidig plads i fremtidens bankverden.
- Coop Bank fortsætter som selvstændig bank, og der er faktisk mange ting i banken, som Sydbank finder enormt interessante, herunder den enkle og digitale måde hvorpå Coop Bank er blevet drevet på, siger Coop Bank-formanden.
Redningsplanen
De 345 mio. kr. fra Coop Bank-handlen går direkte fra Coop Amba og ned i den slukne pengekasse i Coop Danmark.
Det beskriver Coop Amba-formand Pernille Skipper på LinkedIn, hvor hun samtidig erklærer, at Coop Ambas mission - i forhold til at spæde til den milliarddyre redningsplan - nu er bragt mere eller mindre i mål.
"De ca. 345 mio. kr. fra salget går videre til Coop Danmark. Og Coop Amba har nu gennemført de salg og overførsler, vi skulle. Når konkurrencemyndighederne forhåbentlig godkender endeligt, kan vi derfor gå rigtig i gang med vejen frem og op for vores alles medlemsejede dagligvarehandel," skriver Pernille Skipper i sit opslag.
Det er forventet, at Sydbanks overtagelse af Coop Bank træder endeligt i kraft tidligst 1. juli.
Salget af Coop Bank er den sidste del af en tretrinsraket for Coop Amba, der også involverede overleveringen af kursuscentret Severin til Coop Danmark samt en eftergivelse af gæld på 350 mio. kr. til Coop Danmark.
Som det har fremgået af forståelsespapiret mellem OK og Coop Amba - "Forenet om forretning" har der igennem hele forløbet været lagt op til, at Coop Amba skulle indskyde op mod 500 mio. kr. kontant fra et salg af Coop Bank, mens OK ville stå for minimum 700 mio. kr. for deres del af Coop Danmark.
Således må det forventes, at OK øger sin andel med restbeløbet - 155 mio. kr. - udover de 700 mio. kr., som energiselskabet har annonceret, at man ville skyde ind kontant i Coop Danmark. Det har OK-koncernen fredag 24. maj bekræftet over for Finans.
- OK dækker det resterende beløb og øger dermed sit kapitalindskud forudsat godkendelse af konkurrencemyndighederne. Det har hele tiden været en del af aftalen, at dette kunne blive nødvendigt, siger Rasmus Boserup, kommunikationschef i OK, til mediet.
Aftalen mellem OK og Coop Danmark afventer fortsat konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Fra begge parters side har det tidligere lydt, at man håbede og troede på, at denne kunne være i mål inden sommerferien.
Den nye aftale, Fremtidens Coop v. 2.0
- OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen blev endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april og afventer nu Konkurrencestyrelsens godkendelse.
Aftalen har fået navnet "Føniks" - som en reference til "et mytisk fabeldyr, der genfødes i sin egen aske og rejser sig til at blive stærk og sund".
Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel.
- Coop har lukket Coop-kæden igen, som havde bestået af to testbutikker.
- I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
- Kræn Østergaard Nielsen er fratrådt som adm. direktør i Coop - Jeff Gravenhorst har taget over som arbejdende bestyrelsesformand.
- Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK.
Kilde: Coop
RetailNews har samlet alle artikler om de seneste ugers Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.
Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.