23948sdkhjf

Thansen lander rekordomsætning på ny: Direktør klar til at "buldre derudad"

Kurven går kun én vej for Thansen og detailkædens toplinje. Bundlinjen tog et dyk forrige år, men indikerer nu igen fremgang

11 år på stribe med omsætningsrekord - den seneste opnået med en toplinjevækst på 16 procent. 

Det kører som smurt i olie for detailkæden Thansen, der blandt andet sælger biltilbehør og -reservedele - foruden en lang række produkter til scootere, cykler, camping og værktøj med mere. 

Og det har vist sig at være en god forretning længe - i de seneste fem regnskabsår har Thansen-kæden således indtjent over 600 mio. kr. 

- Vi har investeret uhyggeligt meget i at etablere os i Norge og Sverige, og for mig er det en fornøjelse at se, at det begynder at kaste resultater af sig. Jeg har sagt det før; pris vinder altid. Det kan ikke stå alene, men det gør, at vi adskiller os fra vores konkurrenter og kan buldre derudad, siger stifter af og direktør i Thansen, Bent Jensen, til Børsen

Ekspansion og egenkapital

Trods den norske og svenske ekspansion lægger Thansen-koncernen også blot flere og flere millioner til egenkapitalen - og polstrer sig derfor til yderligere investeringer i fremtiden. 

Det samme gør sig gældende i Bent Jensens eget holding-selskab - B.J. Holding Middelfart A/S - som er 100 procents ejer af Thansen Gruppen A/S. 

Her er milliardærens formue også blot vokset igennem årene - og landede for 2023 på 1,26 mia. kr. 

Børsen noterer dog, at Bent Jensens reelle formue må antages at være større, "da værdien af alle hans ejendomme ikke indgår i regnskabet", ligesom Thansen-stifteren har udbetalt to gange 50 mio. kr. i udbytte til sig selv i 2022 og 2023. 

Thansen-koncernen skriver i sin ledelsesberetning, at man for 2024 forventer et resultat før skat på mellem 175 og 200 mio. kr., mens man ligeledes forventer en omsætningsvækst på mellem seks og ti procent. 

Det svarer til mellem 139 og 232 mio. kr. ekstra på toplinjen i det igangværende regnskabsår. 

T. Hansen Gruppen

  • Den danske virksomhed T Hansen Gruppen A/S startede i 1991.
  • Oprindeligt startede firmaet som postordrevirksomhed under navnet "Thansen".
  • Her bestod sortimentet af produkter inden for biltilbehør, autoreservedele, cykler, camping og fritid.
  • I dag har Thansen 86 butikker i Danmark og 46 butikker i Norge, hvor kæden etablerede sig i 2017 - samt 12 butikker i Sverige. 
  • Den samlede koncern tæller omtrent 1300 ansatte. 

Kilde: Thansen

Nyt kæmpelager

Foruden at ekspandere med nye butikker er ét af fokuspunkterne for Thansen-kæden i 2024 også at investere tæt på én mia. kr. i et nyt logistik- og lagercenter ved kædens hovedkontor i Middelfart. 

Det forventes, at lageret står klar til brug i løbet af 2025 - og det kommer til at rumme over 340.000 kasser med dæk, autoudstyr og andet fra Thansens sortiment. Disse fordeles på et areal, der strækker sig over 68.000 kvadratmeter. 

- Vi øger samtidig kapaciteten og forbereder os på den fremtidige vækst. Vores automatiske robotstyrede pakkelager i Middelfart består i dag af 158.445 kasser, der selv henter de bestilte varer på lageret og kører dem ud til pakkepersonalet. Det nye autostore-lager vil bestå af 340.000 kasser, sagde vicedirektør i Thansen, Rasmus Bergholt, til fyens.dk i februar. 

Prisen på erhvervsbyggeriet bliver omtrent 750 mio. kr. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.684