Danske Shoppingcentre starter helt nyt madkoncept
En ny og specialdesignet madoplevelse er på vej ud til danskerne, og den første åbning bliver i Glostrup Shoppingcenter den 2. maj.
Det nye koncept er resultatet af et samarbejde mellem Danske Shoppingcentre (DSC) og foodtech-virksomheden Noahs. Her har DSC været med til at skræddersy menuen og udvikle den visuelle identitet, som bygger ovenpå Noahs' eksisterende teknologiske platform af restaurantkoncepter.
Med det nye madkoncept kan man fra ét køkken bestille omkring 10 forskellige menuer fra den internationale madscene og få det serveret på samme tid. Det er muligt at bestille frisklavet mad, som for eksempel tacos, salatbowls, indisk og sandwiches.
- For os er kundeoplevelsen i højsædet. Ligesom vi tænker meget over vores udvalg af forskellige butikker i centret, vil vi også gerne tilbyde en ekstraordinær madoplevelse, der tager højde for individuelle behov og giver vores gæster mulighed for at få det, lige som de vil have det, udtaler Morten Nyholm, Center Manager i Glostrup Shoppingcenter. i en pressemeddelelse.
Danske Shoppingcentre
- Danske Shoppingcentre P/S er et partnerselskab mellem ATP Ejendomme A/S og Danica Ejendomsselskab.
- Selskabet er etableret primo 2018 og har 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.
- Porteføljen har et samlet areal på cirka 500.000 kvadratmeter og driver omkring 1.200 lejemål.
- Årligt besøges shoppingcentrene af flere end 78 millioner kunder.
Kilde: Danske Shoppingcentre
Håber på udvidelse
Noahs, som skræddersyr franchiseløsninger til nationale partnere, har de seneste 10 år drevet lignende restauranter i Thailand, men det bliver første gang, der bygges en dansk Noahs-restaurant med op til 70 siddepladser både inde og ude.
Hos DSC, der ejer 17 forskellige shoppingcentre fordelt over hele Danmark, har man høje forventninger til det nye koncept, og man håber på at kunne brede det ud til flere af centrene.
- Vores ambition er at eje og drive landets bedste shoppingcentre, og med åbning af det nye madkoncept i Glostrup Shoppingcenter tager vi endnu et skridt på vejen. I DSC har vi altid fokus på, at vores centre er aktuelle og attraktive for vores mange kunder, og her er en del af vores strategi også at udvikle madoplevelsen, udtaler Jesper Faurholdt, CEO hos DSC.
Konceptet - helt kort
- Noahs åbner i Glostrup Shoppingcenter d. 2. maj 2024.
- Her kan man få mellem otte og 12 forskellige menuer fra den internationale madscene. På den måde tages der højde for individuelle behov og ønsker.
- Maden tilberedes af kokke i centrets nye multibrand-køkken, så man får serveret sin ret på samme tid.
- Noahs tilbyder også takeaway, som bringes ud med bud fra Glostrup Shoppingcenter.
- I restaurantens indretninger er der tænkt i klimavenlige løsninger, hvor fx bordpladerne er fremstillet i industrielle plast-affaldsmaterialer, ligesom alle lyskilder er LED-produkter og tilsluttet en timer, så unødvendigt forbrug minimeres.
- Glostrup Shoppingcenter er første åbning, men DSC har planer om at udvide konceptet til flere centre.
Kilde: pressemeddelelse