23948sdkhjf

Salling Group præsenterer rekordtoplinje og nyt milliardoverskud

2023 var, trods inflation og en ustabil verdenssituation, god for Salling Group, der netop har udgivet årsregnskab for det forgangne år

For første gang nogensinde krydser Salling Group en nærmest magisk grænse for dem selv - og for dansk dagligvarehandel. 

Dagligvaregiganten har således i 2023 omsat for mere end 70 mia. kr. - og det er første gang i koncernens historie, at det er sket. 

- Grundlæggende er det et solidt regnskab, vi kan være stolte af. Vi leverer omsætningsvæksten fra eksisterende butikker, og det er vi glade for, for det betyder, at kunderne lægger pengene i de butikker, vi allerede har. Så jeg er meget tilfreds med det momentum, vi har i markedet, siger Anders Hagh, adm. direktør i Salling Group, til RetailNews. 

Samtidig udkommer Salling Group med et nyt milliardoverskud på 1,6 mia. kr. - og revancherer dermed for 2022, hvor bundlinjen var under 1 mia. kr. Salling Group har således forøget overskuddet med 63 procent sammenlignet med 2022. 

- Det fortæller mig, at vi driver en økonomisk sund forretning, hvor vi kan levere en fornuftig indtjening og samtidig sikre, at flest mulige kunder benytter os i deres dagligvareindkøb. Så vi står et virkelig godt sted og har et stærkt momentum på tværs af virksomheden, siger Anders Hagh. 

Discountinvestering

Netto er med sine tæt på 550 danske butikker den største af dagligvarekæderne herhjemme. 

Der hersker imidlertid en tæt duel mod Rema 1000 om særligt markedsandele på discountmarkedet. 

Derfor anerkender Anders Hagh også, at Netto har fået - og får - "tilført en stor del af vores samlede investeringskroner". 

- Selvfølgelig fylder Netto meget, men det er vigtigt for os, at alle ben forbliver relevante og får tilført den kapital, der er nødvendig for, at vi ikke udsulter nogen af vores forretningsben. Vi fordeler vores investeringskroner bredt, siger han. 

Netop fokus på discount og pris i markedet har også påvirket retorikken fra Salling Group i løbet af 2023. Her har koncernen turneret med flere priskampagner - blandt andet "Priskrig" i september sidste år - og det er helt bevidst. 

Anders Hagh vil ikke oplyse, hvad det har kostet at rulle priskampagnerne ud i markedet, men han vil godt røbe, at der er tale om "millioner i flertal".

- Det har været et initiativ for at få varerne ned i pris, og derfor er det heller ikke planen, at de konkrete varer skal stige pris igen. Vi vil fortsat kæmpe for, at vi som markedsledere går forrest i kampen om lavere dagligvarepriser.

- Vi kunne godt have tjent endnu mere, men vi valgte at tage en del af vores overskud og investere det i at prøve at få deflation på det danske dagligvaremarked, siger Salling Group-direktøren.

Salling Group-butikker og -medarbejdere

  • Antal butikker i Salling Group pr. 31. december 2023:
  • Netto Danmark: 531
  • Netto Tyskland: 342
  • Netto Polen: 663
  • Bilka: 19
  • Føtex og Føtex Food: 108
  • Salling Stormagasiner: 2
  • BR: 29
  • Starbucks: 16
  • Carl's Jr.: 16
  • I alt: 1.726
  • Salling Group beskæftigede per 31/12-2023 58.903 medarbejdere på tværs af Tyskland, Polen og Danmark. 

Kilde: Salling Group

Forventninger til 2024

For det igangværende regnskabsår forventer Anders Hagh, at Salling Group-koncernen fastholder sin omsætning og lægger "yderligere vækst til" - samt får en indtjening, "der kommer til at ligge på niveau med 2023-overskuddet". 

- Det er ikke et nemmere år i år. Deflationen er rigtig godt for kunderne, men det gør det ikke nemmere at drive dagligvarehandel - særligt ikke med stigende omkostninger.

- Så vi skal være endnu skarpere i 2024, for vi skal sælge endnu mere for at opretholde vores indtjening. Der er kamp om omsætningen i øjeblikket, men jeg er tryg ved, at vi nok skal levere et godt regnskab for 2024, siger Anders Hagh. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: regnskab dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.794