23948sdkhjf

Millionindtjening halveret for familieejet tøjkoncern

Over 20 mio. kr. lyste bundlinjen op med forrige år, men overskuddet er på tilbagegang for Kaufmann, der dog snuser til en rekordomsætning

Stiftet i 1908 af Axel Kaufmann er den familieejede tøjkoncern forlængst forbi sin 100 års fødselsdag. 

Den fejrede man i 2008 ved for anden gang i streg at omsætte for over en halv mia. kr. i sine butikker. 

Og nu har Kaufmann-koncernen så gjort det igen for regnskabsåret 2022/23, der dækker perioden fra 1. oktober 2022 til 30. september 2023. 

Kaufmann ejer i dag 18 Kaufmann-butikker, 16 Quint-butikker og to Axel-butikker - og mens man i 2021/22-regnskabet kun lige snusede til den halve mia. på toplinjen, brød man altså barrieren i det senest aflagte regnskab. 

Det er søskendeparret Anne Mette og Henrik Kaufmann, der ejer Kaufmann - og begge besidder de direktørposter i koncernen, Henrik Kaufmann som adm. direktør og Anne Mette Kaufmann som direktør. 

Kaufmann begyndte første gang at offentliggøre omsætning i 2006/07-regnskabet, og her lød den på præcis en halv mia. kr. - og i de efterfølgende år lagde man lag på toplinjen år for år. 

Det kulminerede i rekordårene 2011/12, hvor omsætningen lød på 551 mio. kr. - og et overskud på bundlinjen på ca. 12,5 mio. kr. 

Og med det seneste årsresultat banker man nu igen på for at finde tilbage til fordums tid. 

"Trods markant øgede omkostninger til blandt andet energi og fragt, højere råvarepriser og udfordringer med de globale forsyningskæder formåede Axel Kaufmann ApS at løfte omsætningen og opnå en indtjening, der levede op til ledelsens forventninger", skriver ledelsen i sin beretning om årets gang. 

Halveret overskud

Selvom ledelsen altså skriver, at bundlinjen i årsregnskabet "levede op til ledelsens forventninger", er overskuddet efter skat alligevel halveret i forhold til forrige regnskabsår. 

Alligevel er resultatet det næstbedste for Kaufmann-koncernen i de seneste fem regnskabsår - hvor særligt det første år under coronapandemien ramte særligt hårdt. 

Her måtte Kaufmann-ejerne æde et underskud på to mio. kr. - det første siden 2012/13-regnskabet. 

For det igangværende regnskabsår forventer ledelsen, at omsætningen vækster med omkring tre procent, mens man også forventer plus på bundlinjen - hvor meget er ikke specificeret. 

"Resultatet før skat forventes at ligge på niveauet 1-3 % af omsætningen. Firmaets fokus vil være på fastholdelse af omsætningen, forøgelse af bruttoavancen, samt på nedbringelse af omkostninger", skriver ledelsen. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel mode tøj
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.679