Coop-kæden skulle være 250 butikker stor: Nu bliver den aflivet
2 mia. kr. fra OK og Coop Amba til Coop Danmark - men også en radikal ændring af strategien.
Det er resultatet af den plan, som Coop og OK har præsenteret fredag - men som også betyder radikale ændringer i "Fremtidens Coop"-strategien, der skulle vende Coops momentum og strategi på dagligvaremarkedet.
Den nye aftale
- OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen ventes endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april.
- Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel.
- Coop lukker Coop-kæden igen, som hidtil har bestået af to testbutikker.
- I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
- Kræn Østergaard Nielsen fratræder som adm. direktør i Coop, når aftalen er vedtaget.
- Konstitueret direktør bliver Jeff Gravenhorst, der er formand i Coop Danmark.
- Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK.
Kilde: Coop Danmark
Coop-kæden skulle være ét af de store flagskibe i strategien - sammen med discountkæden - men allerede inden kæden vokser fra to til ni, er projektet taget af bordet igen.
Det fremgår af den udsendte pressemeddelelse fra Coop - hvor koncernen peger på 365discount, SuperBrugsen og Kvickly som de fremtidige forretningsben.
- Vores erfaringer viser, at kunderne foretrækker SuperBrugsen og Kvickly. Det tager vi konsekvensen af og sætter nu fuld fokus på vores kendte brands. Det betyder også, at de tilbageværende Irma-butikker bliver til SuperBrugsen i stedet for til Coop-kædebutikker, udtaler Kræn Østergaard Nielsen.
I samme ombæring meddeler topdirektøren i øvrigt, at han træder tilbage, når aftalen mellem OK og Coop ventes stemt igennem i forbindelse med landsrådsmødet i weekenden 19.-20. april.
RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.
Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.