23948sdkhjf

Østjysk pizzakæde går konkurs og lukker 12 restauranter

Stifter og ejer af Ild.Pizza Anders Grønborg har selv ladet selskabet gå konkurs på grund af underskud

Den østjyske pizzakæde Ild.Pizza er gået konkurs. Dermed lukker alle 12 pizzarier i kæden.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

Anders Grønborg, der er ejer og stifter af Ild.Pizza, bekræfter tirsdag over for Finans, at han har ladet selskabet bag pizzakæden gå konkurs.

- Jeg kan ikke fortsat forsvare at holde fart i selskabet, da underskuddet fortsætter, selv om der er klar forbedring i 2023 i forhold til året før, siger han til erhvervsmediet.

Han fortæller desuden, at han selv hænger på 95 procent af gælden i konkursboet.

I det seneste regnskab, der er fra 2022, havde selskabet et underskud på 17,6 millioner kroner.

Samtidig fremgår det af regnskabet, at selskabet afviklede "et antal" af kædens fysiske butikker i 2022.

Selskabet af 18. marts 2024 A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 6,1 13,6 4,8
Resultat af primær drift -17,0 -7,7 -5,8
Resultat før skat -18,3 -8,9 -6,1
Årets resultat -17,6 -6,9 -4,8
Balancestatus 15,1 30,3 18,4
Egenkapital -32,7 -15,2 -8,2
Antal ansatte 22 34 21
Kilde: CVR

På nuværende tidspunkt har pizzakæden 12 pizzarier ifølge hjemmesiden. Blandt andet i Aarhus, Randers og Horsens

Tidligere har Ild.Pizza haft op imod 20 butikker.

Til Finans fortæller Anders Grønborg, at flere af pizzarierne kører fint, men at selskabet samlet ikke kan fortsætte.

Han fortæller også, at han har forsøgt at finde en partner men uden held.

I første omgang bliver der indsat en kurator, der skal håndtere konkursboet, men det er uvist, hvad der skal ske med Ild.Pizza efter konkursen.

Pizzakæden åbnede i 2019 med en ambition om at åbne 50 pizzarier i forstæder i hele landet inden for fem år.

Anders Grønborg stiftede Ild.Pizza sammen med Esben Mols Kabell, men sidste år gik de to hver til sit.

Makkerparret står også bag trykkeriet Lasertryk, som sidenhen blev solgt for 400 millioner kroner. Derudover har Anders Grønborg og Esben Mols Kabell også startet et mindre rejsebureau, der hedder Ung Ferie.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109