Danskernes foretrukne webshop i massiv modvind

Cirka 5000 negative anmeldelser på Trustpilot - og talrige klager over manglende refusion.
Modegiganten Zalando er kommet i stormvejr som følge af en række refunderingssager, skriver TV2.
Zalando er danskernes ubestridt mest foretrukne netbutik og har været det gennem mange år, viser en opgørelse fra Dansk Erhverv.

Men på Trustpilot synes populariteten at blegne, når man kigger på antallet af dårlige anmeldelser, som tøjkoncernen har fået.
Tæt på halvdelen af de over 20.000 bedømmelser er nemlig 1-stjernede - og en gennemgang, som TV2 har foretaget, viser, at "flere klager over manglende refusion".
Mediet har desuden fået et skriftligt svar fra Zalando, som påpeger, at "deres kunders tilfredshed er det vigtigste for dem".
- Hos Zalando står vores kunder i centrum for alt, hvad vi foretager os, og vi undskylder oprigtigt for ulejligheden for de berørte kunder. Sådanne situationer er sjældne, og vi bestræber os altid på at sikre, at vores kunder modtager rettidige refusioner, lyder det videre i et svar til TV2.